Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

350 Flodernes øvre Løb. Virkninger af Erosionen. Af Vandfaldene i Pyrenæerne skulle vi blot omtale de bekjendte Gavarniefald. Naar man fra Lavlandet stiger op langs Gave de Pau, kommer man efterhaanclen gjennem en Bække snævre Kløfter og trange Dale til Toppen af Pimané, som adskiller Estaubédalen fra Gavarniedalen. Den ene Ende af sidst nævnte Dal danner en halvkredsformig Udvidelse, den saakaldte Gavarnies Cirkus, der indfattes af bratte, mere end 1200 Fod høje Klippe- vægge med takkede Rande. Længere tilbage hæve mægtige Bjærg- toppe sig etagevis til 9000 Fods Højde; de udmærke sig ved deres vilde og dristige Former og ere hele Aaret rundt klædt i skinnende hvide Snemasser. Fra Randen af de stejle Fjældvægge, som lukke Gavarniedalen, styrte tolv forskjellige Fald sig næsten lodret ned, med en efter Aarstiderne og de ophobede Snemasser vexlende Vandmasse. Især om Foraaret, naar de varme Vinde bringe Sneen til at smelte rask, svulme Gavarniefaldene op til et betydeligt Omfang og vise sig i deres hele Majestæt. Vandet i det største Fald, som er omtrent 1350 Fod højt, styrter da ned som en uaf- brudt og sammenhængende Masse og med en saa uhyre Voldsom- hed, at Klipperne synes at ryste i deres Grundvold. Om Sommeren svinde Faldene derimod efterhaanden ind til mindre omfangsrige Straaler, der baade ved Luftens Modstand og de fremspringende Klippekanter, hvorimod de tørne under Faldet, forvandles til en tyk Sky af blændende hvidt Vandstøv, der i Sollyset tager sig ud som et over Fjældvæggen udbredt Slør af det fineste hvide Musselin. Paa Bunden af Gavarnies Cirkus samler Vandet fra de forskjellige Fald sig til en Elv, der danner Begyndelsen til Gave de Pau*), over hvilken der et Sted i Dalen hvælver sig en bred Snebro med Dimensioner, som vexle efter Aarstiden. Sneen forsvinder nemlig sjælden fuldstændig i den dybe Gavarniedal, men bliver for en Del liggende i~Skyggen af de høje Fjældvægge hele Sommeren over. Ogsaa den skandinaviske Halvø kan opvise en Række prægtige Vandfald (Fossefald). Til de højeste høre Rjukanfos, der ligger ved Foden af Bjærget Gousta, dannes af Maanelven (en af Skiens- elvens Tilløb) og har en Højde af 780 Fod, samt Vøringfos (i det vestenfjældske Norge), der dannes af Elven Bjoreja og er 470 Fod høj. Disse Fossers Vandmasse er dog ikke stor; langt *) I Pyrenæerne kaldes enhver Bjærgstrøm „Gave“.