Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

370 Flodernes mellemste og nedre Løb. Deltadannelser. En engelsk Mil dybt under Jordens Overflade strømmer Floden her gjennem lodrette Mure afsted til det 40 Mil fjærne vidtstrakte Ørkenomraade; sete fra oven skrumpe Bølgerne sammen, skjønt de i rasende Brændinger slaa mod de Mure og Klipper, der hæve sig op til Verdenen over dem. De tage sig ud som ubetydelige Smaa- draaber, Mennesket der nede ligner en Myre, som har forvildet sig ind i disse Klipperuiner. Man betænke blot 5000 danske Fods Højde! Selv som Længdemaal hen ad den flade Vej er det en ganske god Strækning, men den lader sig vanskelig fatte i lodret Retning. Tusende Fod — altsaa omtrent to Pyramiders Højde — ere disse lodrette Vægge af Granit, og Titanernes Hænder have ligesom udmejslet Støttepiller for yderligere at afstive dem. Oven paa denne Piedestal af Ursten hvile Klipper paa Klipper lodrette over hver- andre lige til Toppen, og denne Top er Jordens Overflade. For neden, ved Flodbredden, er Alt sort, mørkt og indsnævret, oven til derimod rødt og lyst, graat eller orange, med Sidecanons og Kløfter, en uendelig Klippelabyrinth. Jo længere man trænger frem,, til desto dybere Kløfter naar man, indtil der over Ens Hoved er kommet en halv Mil til den engelske Mil, og Klipperne hæve sig mere end 7000 Fod over Floden. Fra Tid til anden fylde Skyerne Canonen, mangen Gang svæve de ud i store Masser og tilhylle Alt med en graa, tyk Taage, som kun Natten kan maale sig med i Mørke. Til andre Tider hænge disse Skyer ved Klipperne oven til og. hvælve et tæt, graat Stormtag over den kæmpemæssige Korridor; Skyerne ere Taget, den sorte Granit danner Væggene, det hvide mælkeagtige Skum er Bunden; thi Vandet og Bølgerne ere her evig piskede til Fraade. Pludselig farer da en rasende Kastevind ned gjennem en Sidecanon, søndrer Skytaget og lader den klare, blaa, stj ærn eb e satte Himmel skue ned paa det sydende Skum paa Bunden; det synes næsten, som om Himmelhvælvingen hvilede paa Cafionens Rand,, saa høje synes Klipperne, saa dybt nede bruser Floden. Fra Tid til anden flygte derpaa Skyerne videre, ■ rive sig løs fra de Klippespidser,. Fremspring og Revner, hvorind de have forvildet sig, derpaa for- svinder den graa Skykappe, Spidserne, Kanterne og Klippetinderne fremtræde igjen i skarpt Omrids, et Billede paa naturlig Gothik. Naar endelig et Uvejr stormer ned fra den vidtstrakte Ørken for