Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold
Forfatter: F.C. Granzow
År: 1883
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 654
UDK: 551.4
Med 178 afbildninger og flere kort
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Højlands- og Lavlandssøer.
379
Floder; de færreste Floder have her evnet at grave sig et regel-
mæssigt Leje, og de smaa Flodsøer ere lejrede trinvis over hver-
andre og forbindes ved brusende Vildbække. Paa lignende Maade
forholder det sig med Finlands Højslette; det er næsten umuligt
at opregne Antallet af de Smaasøer, der have nedgravet sig i den
nøgne G ranithøj slette; mange Søer, navnlig i det Indre, have slet
intet Afløb, andre strømme bort gjennnem Kanaler med skummende
Vandfald; derimod kan Landet ikke opvise en eneste Flod af
nogen Betydning og Vandmængde.
Den østlige Del af Genfersøen er for en stor Del tilstoppet
ved Opskylninger af Rhonefloden, herved er Lavlandet dannet mellem
Bex og Villeneuve, og den Dag i Dag arbejder Rhonen paa at
trænge Søen tilbage, hvad man kan iagttage paa Deltaet ved
Villeneuve. Derhos undergrave Floderne stadig Søernes Kyster,
Jorden føres ud i Vandet, Vandspejlets Højde formindskes, og
Gangen i den hele Udvikling er stadig det aabne Søbækkens For-
svinden. Mange Søer, t. Ex. ved Piacenza, Parma og Cremona,
ere i Tidernes Løb forsvundne, andre ny ere ogsaa fremstaaede.
Den næsten 6 Kvadratmil store Neusiedlersø i Østerrige er siden
1866 udtørret; midt i Juli under en stærk Sydvind saas den Gang
Vandet for sidste Gang i Søens nordlige Ende; under det fugtige
Vejrlig i Aaret 1870 fyldtes de dybere Steder med Vand, men dog
kun i Forbigaaende. For øvrigt var Søen ogsaa fuldstændig ud-
tørret i Aarene 1693 og 1738.
Man kan først og fremmest skjelne mellem Højlands- og
Lavlandssøer; de sidste ere størst i Omfang, men ere hyppig
dog ikkun Levninger af tidligere, langt mere vidt strakte Sø-
bækkener, der ved Fordampning have tabt mere Van cl, end de
have modtaget gjennem deres Tilløb. Slige Søer ere i Regelen
meget saltagtige, da kun det rene Vand damper bort, medens alle
fremmede Stoffer, deriblandt altsaa Saltene, blive tilbage. Enhver
Indsø, der ikke har noget Afløb, maa derfor sluttelig blive en
Saltsø.