Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Forfatter: F.C. Granzow

År: 1883

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 654

UDK: 551.4

Med 178 afbildninger og flere kort

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 680 Forrige Næste
Højlands- og Lavlandssøer. 379 Floder; de færreste Floder have her evnet at grave sig et regel- mæssigt Leje, og de smaa Flodsøer ere lejrede trinvis over hver- andre og forbindes ved brusende Vildbække. Paa lignende Maade forholder det sig med Finlands Højslette; det er næsten umuligt at opregne Antallet af de Smaasøer, der have nedgravet sig i den nøgne G ranithøj slette; mange Søer, navnlig i det Indre, have slet intet Afløb, andre strømme bort gjennnem Kanaler med skummende Vandfald; derimod kan Landet ikke opvise en eneste Flod af nogen Betydning og Vandmængde. Den østlige Del af Genfersøen er for en stor Del tilstoppet ved Opskylninger af Rhonefloden, herved er Lavlandet dannet mellem Bex og Villeneuve, og den Dag i Dag arbejder Rhonen paa at trænge Søen tilbage, hvad man kan iagttage paa Deltaet ved Villeneuve. Derhos undergrave Floderne stadig Søernes Kyster, Jorden føres ud i Vandet, Vandspejlets Højde formindskes, og Gangen i den hele Udvikling er stadig det aabne Søbækkens For- svinden. Mange Søer, t. Ex. ved Piacenza, Parma og Cremona, ere i Tidernes Løb forsvundne, andre ny ere ogsaa fremstaaede. Den næsten 6 Kvadratmil store Neusiedlersø i Østerrige er siden 1866 udtørret; midt i Juli under en stærk Sydvind saas den Gang Vandet for sidste Gang i Søens nordlige Ende; under det fugtige Vejrlig i Aaret 1870 fyldtes de dybere Steder med Vand, men dog kun i Forbigaaende. For øvrigt var Søen ogsaa fuldstændig ud- tørret i Aarene 1693 og 1738. Man kan først og fremmest skjelne mellem Højlands- og Lavlandssøer; de sidste ere størst i Omfang, men ere hyppig dog ikkun Levninger af tidligere, langt mere vidt strakte Sø- bækkener, der ved Fordampning have tabt mere Van cl, end de have modtaget gjennem deres Tilløb. Slige Søer ere i Regelen meget saltagtige, da kun det rene Vand damper bort, medens alle fremmede Stoffer, deriblandt altsaa Saltene, blive tilbage. Enhver Indsø, der ikke har noget Afløb, maa derfor sluttelig blive en Saltsø.