Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

386 Det døde Hav. atter tilføres gjennem Nedbøren, og at denne Vandmindskelse skrider uforanderlig, om end meget langsomt fremad. Vi ere derfor til- bøjelige til at antage, at den egentlige Hovedaarsag til Usbois Ud- tørring maa søges her, og tro ikke, at det er muligt igjen at for- vandle denne udtørrede Arm af Amu Darja til en Vandvej, som kan lette Adgangen til Mellemasien.“ 17. Det døde Hav. Bahr Lut eller det døde Hav er utvivlsomt Jordens mærke- ligste Indsø. Fra de ældste Tider, om hvilke vi have Kjendskab gjennem den bibelske Beretning, og til vore Dage har denne Indsø i Folkeslagenes Øjne været hyllet i en hemmelighedsfuld og vid- underlig Nimbus; men trods de talrige Beretninger fra Øjenvidner kan der dog først fra den anden Halvdel af indeværende Aar- hundrede være Tale om et videnskabeligt Kjendskab til det døde Hav; det danner, saa vidt os bekjendt, den dybeste Sænkning paa hele Jordoverfladen, idet Vandspejlet, som er 23 Mil stort, ligger mere end 1200 Fod under Oceanets Vandstand. Det døde Hav dækker den sydlige Del af den dybe Sænkning (el Ghor), som skiller Palæstina fra den øde, østlige Højflade, og som gjennem- strømmes af den lille, vandfattige Jordan. Efter den ældre Op- fattelse var det døde Hav Midtpunktet for et vulkansk Omraade, og endnu van der Veide taler om mægtige Lavablokke og andre Frembringelser af den underjordiske II cl, og dog findes i Saltsøens hele Omraade intet Spor af vulkansk Virksomhed. Det er tvært imod Vandet, som har arbejdet her og frembragt de mest stor- slaaede Virkninger gjennem Erosionen. De stejle, udvaskede Skrænter, Dyngerne af Grus og Rullesten og endelig de mægtige Kridtbanker vidne tilstrækkelig om Havets tidligere Herredømme. I en tidligere Periode afJordens Udvikling dækkede Søen hele Jordansdalen næsten, lige til Foden af Antilibanon, og ligesaa bredte den sig mod Syd uden dog at komme i Forbindelse med det røde Hav; hvor man nu kun ser smaa periodiske Vandløb, strømmede tidligere mægtige Elve, der gravede vældige Dalkløfter ud mod el Glior. Klimatiske Forandringer fremkaldte en Mindskelse i Tilløbet, og ved For- dampning skrumpede Søens Omfang efterhaanden sammen til