Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold
Forfatter: F.C. Granzow
År: 1883
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 654
UDK: 551.4
Med 178 afbildninger og flere kort
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
386
Det døde Hav.
atter tilføres gjennem Nedbøren, og at denne Vandmindskelse skrider
uforanderlig, om end meget langsomt fremad. Vi ere derfor til-
bøjelige til at antage, at den egentlige Hovedaarsag til Usbois Ud-
tørring maa søges her, og tro ikke, at det er muligt igjen at for-
vandle denne udtørrede Arm af Amu Darja til en Vandvej, som
kan lette Adgangen til Mellemasien.“
17. Det døde Hav.
Bahr Lut eller det døde Hav er utvivlsomt Jordens mærke-
ligste Indsø. Fra de ældste Tider, om hvilke vi have Kjendskab
gjennem den bibelske Beretning, og til vore Dage har denne Indsø
i Folkeslagenes Øjne været hyllet i en hemmelighedsfuld og vid-
underlig Nimbus; men trods de talrige Beretninger fra Øjenvidner
kan der dog først fra den anden Halvdel af indeværende Aar-
hundrede være Tale om et videnskabeligt Kjendskab til det døde
Hav; det danner, saa vidt os bekjendt, den dybeste Sænkning paa
hele Jordoverfladen, idet Vandspejlet, som er 23 Mil stort,
ligger mere end 1200 Fod under Oceanets Vandstand. Det døde
Hav dækker den sydlige Del af den dybe Sænkning (el Ghor), som
skiller Palæstina fra den øde, østlige Højflade, og som gjennem-
strømmes af den lille, vandfattige Jordan. Efter den ældre Op-
fattelse var det døde Hav Midtpunktet for et vulkansk Omraade,
og endnu van der Veide taler om mægtige Lavablokke og andre
Frembringelser af den underjordiske II cl, og dog findes i Saltsøens
hele Omraade intet Spor af vulkansk Virksomhed. Det er tvært
imod Vandet, som har arbejdet her og frembragt de mest stor-
slaaede Virkninger gjennem Erosionen. De stejle, udvaskede Skrænter,
Dyngerne af Grus og Rullesten og endelig de mægtige Kridtbanker
vidne tilstrækkelig om Havets tidligere Herredømme. I en tidligere
Periode afJordens Udvikling dækkede Søen hele Jordansdalen næsten,
lige til Foden af Antilibanon, og ligesaa bredte den sig mod Syd
uden dog at komme i Forbindelse med det røde Hav; hvor man
nu kun ser smaa periodiske Vandløb, strømmede tidligere mægtige
Elve, der gravede vældige Dalkløfter ud mod el Glior. Klimatiske
Forandringer fremkaldte en Mindskelse i Tilløbet, og ved For-
dampning skrumpede Søens Omfang efterhaanden sammen til