Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold
Forfatter: F.C. Granzow
År: 1883
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 654
UDK: 551.4
Med 178 afbildninger og flere kort
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Hamunsøen og Hilmendfloden.
385
af 9000 Fod. Det er en uhyre Flade, saa jævn som et Gulv, og
den skal efter Beboernes Udsagn strække sig lige til Lob-nor; den
hele Egn danner, i det Mindste i sin østlige Del, en uhyre Salt-
sump, som er bevoxet med højt Siv og vistnok udgjør Bunden af
en ældre, vidt strakt Indsø. Noget lignende gjælder ogsaa andre
Egne i Højasien.
Vor Paastand, at Vest- og Centralasiens Vande langsomt svinde
bort, finder en kraftig Støtte hos den berømte russiske Geolog og
Naturforsker Gregor v. Helmersen. „De miocæne og postmiocæne
Haves Forsvinden er vel intet Bevis for en absolut Formindskelse
af Vandrigdommen; men ogsaa Steppeflodernes og Søernes Ud-
tørring tyde herpaa. Sarafschan, som løber .forbi Buchara, naar nu
til Dags kun under Flomticlen i Foraaret frem til sin Munding i
Amu Darja, men taber sig ellers i Sandet eller lavvandede Søer
uden at naa denne Flod.
„Embafloden vælter endnu kun med Møje og sparsomt sine
Vande ud i det kaspiske Hav eller rettere i tvende Limaner af
samme Indhav.
„Irgisfloden, som, den Gang det postpliocæne Hav havde en
større Udstrækning, rimeligvis udgød sig i samme, var ikke i Stand
til at følge det tilbagevigende Hav, men blev staaende ved Tschal-
karsø, der aabenbart ikke er andet end en afsondret Levning af
Aralsøen. Dens Vandmængde har ikke strakt til at fylde Søen og
bane sig en Vej gjennem Kara-kum til Aralsøen.
„Noget Lignende gjælder om alle nordlige Tilløb til den store
Balkaschsø; ikke et eneste af dem naar nu til Dags frem til denne
•Sø; kun de Floder, t. Ex. Ili, Karatal, som udspringe i de sydlige
Bjærge og derfor ere mere vandrige, falde i Balkasch. Vi kunne her
ogsaa nævne den store Hamunsø i Persien paa den sydøstlige
Grænse mod Afghanistan. Professor R. Lenz, som besøgte denne
Sø 1858, siger, at den kun er Resten af en ældre, langt større
Sø, og delvis ganske tør. Hilmend, en af Afghanistans største
Floder, der udspringer sydvest for Kabul, taber sig i sit nedre Løb
i Ørkenen uden at naa frem til Hamun-Sumpen; dens Tilløb Lora
naar kun i Foraarsflommen frem til Hilmend og taber sig ellers
i Sandet uden at naa sin Munding. .
„Det ser saaledes i Virkeligheden ud til, at det tørre Fastlands-
klima i Mellemasien fordamper en større Mængde Vand, end der
Klein.
25