Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

384 Vandformindskelsen i Vest- og Centralasien. nordøstlige Ende af Gobi ligger den saltagtige Dalai-nor, som regel- mæssig er tilfrossen til Marts Maaneds Slutning, og ved hvis Bredder Trækfuglene samle sig i uhyre Skarer til deres yderligere Flugt gjennem Ørkenen; denne Sø omgives mi mod Øst og Nord af saltholdige Stepper, hvor der hist og her hæver sig Sandhøje, bevoxede med Græs og Pilekrat, og hvor man kan forfølge de saltholdige Lerlag strøgvis ned til Alaschan i Syd; i disse Kjencls- gjerninger ligger et tilstrækkeligt Bevis for, at denne Sø engang strakte sig vidt ud over sit nuværende Omfang. Ogsaa den uhyre Slette, som omgiver Lob-nor, hvor Mennesket næsten kvæles af det ophvirvlede Støv eller blandes af Glansen fra de snehvide Salt- flader, og hvor Jordbunden er helt dækket af en tæt Saltskorpe, har øjensynlig tidligere været dækket af Vand, som er svundet bort ved en stærk Fordampning af Søen; den Kreds af Vandpytter, som omgive Hovedbækkenet, tyder ligeledes hen herpaa. Ørkenen ved Ulungursø og den øvre Irtisch har ligeledes højst sandsynligt, i det mindste da for en Del, været dækket af en Søflade, som engang strakte sig til Saisan-nor. Den hele Flade har kun et ganske ringe Fald mod Nordvest, hvorfor Irtisch kun langsomt og trægt lister afsted. En dalformig Fordybning fra Ulungursøen hen imod Irtisch optager endnu, den Dag i Dag under Flomtiden det Vand, som fra hin Sø strømmer til den nævnte Flod. For- skjellige Omstændigheder tyde dernæst ogsaa hen paa, at der endnu bestaar et underjordisk Afløb fra Ulungursøen til Irtisch. „Ulungursøen", siger Kaptejn Ssosnovski, „hørte med sit Tilløb Urungu aabenbart engang til Irtisch, cler i en halvanden Fjerding- vejs Afstand flyder langs den lave Fjældryg Naryn-Kara, og først senere omdannedes Ulungur til et kontinentalt Søbækken. Hele Søens østlige Bred, der er bekjendt . under Navnet Zirguntai- Højderne, er en nøgen, bølgeformig Højslette, oversaaet med Sten og Muslingeskaller og gjør Indtrykket af endnu ganske nylig at have staaet under Vand. Hos de Indfødte findes det Sagn, at Liget af en Mand, som druknede i Ulungur, senere blev fundet i Irtisch, og et ganske lignende Sagn er gængse hos Kirgiserne om 'Søen Tschuschkaly, der ligger ikke langt fra Irtisch i Sandørkenen Bas-aigyr-Kum, som ligeledes bærer tydeligt Præg af tidligere at have været Søbund“. I samme Henseende henpeger Prschevalski paa Sletten Zaidam, vest for Kuku-nor (den blaa Sø) i en Højde