Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

 Hævningerne i Danmark. 405 og snart af Land, og denne Stribe betegner den Højde, hvor til Bølgetoppen naar. Sammenligner man nu slige ældre Havstokke med Tanglinjerne, de Striber af brunt hentørret Tang, som hid- røre fra Efteraars- og Vinterstormene, har man et fast Udgangs- punkt; thi da Tangen er meget* let, betegner Tanglinjen det højeste Sted, hvor til Bølgetoppen naar, og navnlig betegner den øverste Tanglinje Grænsen for de højeste Bølgetoppe i den sidste Storm- periode. Omkring den sydlige Del af Limfjordens vestlige Parti finder man endnu hævede Havstokke, der ligge over den øverste Tanglinje; men sydligere, ved Nissumfjord, iagttager man kun enkelte, meget utydelige Spor af saadanne Virkninger, og man kan derfor sætte Omegnen af Nissumfjord som det sydligste Punkt paa Jyllands Vestkyst, hvor endnu tydelige og sikre Spor af en. ved- blivende Hævning ere iagttagne. Paa Østkysten af Fyn finder man ligeledes tydelige Spor af hævede Havstokke indtil omtrent x/2 Mil syd for Nyborg, men længere syd paa iagttages ingen lignende Samling af ældre Strandsten, og paa Østkysten af Sønderjylland, og Holsten findes intet Spor af langsomt hævede Kyster. Derimod viser hele Østkysten af Sjælland Spor af gamle Havstokke, og det Samme er Tilfældet med en stor Del af Møens Østkyst. En Linje,, dragen fra Midten af Nissumfjord til 1/2 Mil syd for Nyborg og der fra videre mod Sydøst, er altsaa Grænselinjen for den danske Hævning. Vende vi os nu fra Sveriges og Danmarks lave og flade Bredder til Norges stejle, vejrbidte Kyster, kunne vi ogsaa her iagttage Resultater af tidligere Hævninger. Til en Højde af 500 Fod over det nuværende Havspejl findes her Levninger af Havdyr samt vand- rette Indskæringer i Klippeskrænterne, der betegnes som „gamle Strandlinjer". Disse Strandlinjer fremtræde, sete paa Afstand, i Regelen som mere eller mindre skarpe, hen over Klipperne dragne vandrette Linjer, som dog ikke kunne skjelnes fra hvert Standpunkt eller under enhver Belysning. Kommer man nærmere, faar man, saa- fremt Strandlinjen har holdt sig godt, det Indtryk, at der langs Skrænten løber en Vej, som er bleven sprængt ganske vandret ind i Fjældet, og dette Indtryk bestyrkes ved at betræde selve Stedet. Er Strandlinjen derimod slet bevaret, kan man, naar man er kommen der op, være i fuldstændig Tvivl om, hvor Strandlinjen da egentlig