Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Hævninger ved Afrikas Nordkyst. 413 der fremtræde i stort Omfang langs Afrikas Nordrand, særlig i Tunis, gjenfinde vi paa Sicilien, medens denne Øs sydlige og syd- vestlige Kyst fremviser de yngste tertiære (de miocæne og pliocæne) Dannelser. Disse følge ogsaa Randen af den store Syrte, den Bugt, hvor Middelhavet den Dag i Dag trænger længst frem mod Syd. og hvor sandsynligvis det sidste Stræde fandtes, som forsynede Havet, der engang dækkede en Del af Sahara, med Vand. At der her virkelig har fundet langsomme Terræn-Hævninger Sted, og at disse afbrødes ved lange Hvileperioder, fremgaar af hine Terrasser, hvis Oprindelse er Geologerne saa vel bekjendt. Gerhard Rohlfs traf dem ved sin Oprejse fra Talmita, det gamle Ptolemais, og bemærker, at slige Terrasser skilles ved Flader, som ere flere Mile brede. For imidlertid ligesom at minde os om, at hine geologiske Perioder, maalte efter Aar, spænde over umaadelig lange Tidsrum, finde vi, at Siciliens og Tunis’s Kyst alt i Aartusender paa ny hæve sig, at Øer her ere bievne landfaste, og at Havet trækker sig til- bage fra de gamle Kyster. Karthagos, Uticas og Bisertas gamle, saa berømte Havne ligge allerede længst tørre, ja Havnen Porto Farina ved Utica var endnu ved dette Aarhundredes Begyndelse brugelig, medens den nu ikke er dyb nok, til at selv det mindste Skib kan løbe ind. Sydamerika har den største Betydning for Studiet af Kysternes Bevægelse; det er paa en vis Maade ved Siden af Skandinavien det klassiske Land for slige Studier, siden Darwin i 1832 offentlig- gjorde sine Arbejder, over herhen hørende Æmner. Først og fremmest fremvise det stille Havs og Atlanterhavets Kyster et modsat Forhold. Patagoniens østlige Kyst synker, ligeledes Amerikas Sydspids, hvor fra Falklandsøerne løsreves i en ukjendt Fortid. Stillehavets Kyster fra Øen Chiloe hæve sig langsomt; dog fore- falde ogsaa lejlighedsvis betydelige, stødvise Hævninger som en Følge af’ betydelige Jordskjælv; men disse Hævninger maa vel værende i Bygning, navnlig vare de hvirvelløse Dyr næsten fuldstændig lig de nulevende. Ogsaa Planteverdenen begyndte i Tertiærtiden at nærme sig den nuværende og har paa flere Steder givet Anledning til mer eller mindre mægtige Brwakulslag. I Danmark findes denne Formation (den saakaldte Brunkulsformation) over største Delen af Jylland, men i Alminde- lighed dækket af yngre Dannelser.