Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Den franske Klitkyst. 421 for Dagens Lys, medens de for Tiden ere dækkede af Ismasser. Vi se saaledes, at Bræerne ere det Element, som bevarede Spal- terne og Dalene mod Ødelæggelse, men at de derimod ikke have frembragt dem. Efterat Bræerne vare forsvundne, tog Fjordenes Ødelæggelse deres Begyndelse; for oven angribes de af Luften, Regnen og Stormen, for neden undergraves de af Havet; Bjærgstrømmene og Vildbækkene føre Sand og Grus ud i Fjordene, og saaledes blive disse udfyldte og tabe efterhaanden deres dristige Omrids. Havet søger overalt at udjævne Bredderne, at skabe afrundede Linjer i Stedet for skarpe Omrids; de Brudstykker, Bølgerne bort- føre fra et Sted, afsætte de andensteds med jævnere Fald og Skraaninger. Denne Kysternes Om- og Tildannelse er overordentlig forskjellig paa de enkelte Steder, men i det Hele og Store gaar den ud paa at gjøre Landenes Omrids mere ligelig og regelmæssig. Hvis Havets Vandstand steg 5—600 Fod, vilde vi iagttage langt større Uregelmæssigheder i den nye Kystlinje, og navnlig vilde talrige Havarme skære sig langt ind i Kontinenterne. Saaledes maa Forholdet ogsaa have været i tidligere Perioder af Jordens Udvikling, men Flodernes Tilførsler og Havets uafbrudte Virksomhed have udfyldt de talrige Bugter og frembragt mer eller mindre lige og jævne Kystlinjer. Medens Fastlandet saaledes paa sine Steder er udsat for Havets uafladelige Angreb, har det andensteds i Klitterne faaet et naturligt Værn mod Bølgernes Angreb. Klitterne bestaa af Sand, som Bølgerne kaste op paa Stranden, hvor det tørres af Solen og af Vinden føres ind over Landet. Ved de franske Kyster bestaa Klitterne af smaa, lyse, regelmæssig formede Sandskorn; pletvis forekomme ogsaa større Sten, og i Bretagne Muslingeskaller i saadan Mængde, at de finde Anvendelse i Agerbruget. Denne Dannelse af klitformige Dæmninger har langs den bizcayiske Bugt, særlig paa Strækningen mellem Adours og Girondes Mundinger, fremkaldt hine mærkelige Étangs eller Kystsøer, som i lange Rækker følge Kysten og uclgjøre en Fremtoning, der er karak- teristisk for „les grandes Landes". Disse Strandsøer ere til Dels afskaarne fra Havet ved- Sandklitter, og deres saltagtige Vande staa dels indbyrdes i Forbindelse med Smaakanaler, dels have de holdt sig et Afløb aabent til Søen, f. Ex. ved Aureilhans Étang. Ved disse Strandsøer kan man i det Smaa studere alle de Fremtoninger,