Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

De jyske Klitter. 423 Landskab Eiderstedt, strækker sig derpaa, afbrudt ved de mellem- liggende Sunde, over Øerne Amrom, Sylt, Romø, Manø og Fanø og naar Fastlandet igjen i Nærheden af Hjerting, hvor fra den løber uafbrudt til Nordspidsen af Jylland, „Grenen" ved Skagen. Bliver man i Frastand denne Klitrække vår i Synskredsen, tror man at se en Bjærgkjæde for sig, og de skarpe, takkede Former minde langt snarere om Porfyrbjærge end om en bevægelig Sanddannelse, som Vinden har opbygget. Imod Havet ére disse Højdestrøg hyppig lodret afskaarne, imod Land hælde de under en Vinkel af 30°; de danne aldrig fortløbende Kjæcler af samme Højde, men bestandig hæve sig større Højder ved Siden af hinanden, adskilte ved Dale af større eller ringere Dybde. Kommer man ind i det Indre af Klitstrøgene, iagttager man en dobbelt Daldamielse, nemlig Længde cl ale, som løbe i Flugt med Kysten, og Tvær- dale, som dele Klitrækkerne i enkelte Høje. Ubeskrivelig øde er en saadan Klitegns Udseende; overalt er man omgiven af Sand, som den ringeste Vind sætter i Bevægelse, og sjælden ser man et levende Væsen i denne Udørken; paa det øverste af Klitten for- tærer hist og her Østersæderen sit Bytte; en Hare, paa enkelte Steder en Kanin, ere de eneste Dyr, man ser, og Bølgernes lang- somme regelmæssige Slag er den eneste Lyd, der naar Øret. Man kan gaa hele Mile ind i Klitterne, uden at Soenen forandrer sig det ringeste, og uden at man ser andre Planter end Marehalm og i de vandrige Klitdale nogle Halvgræsarter. Stiger man op paa Klitrækkerne forandres Skuepladsen, og for Øjet udbreder Havet sig med sine Bølger, der strømme mod Kysten som hvide Bræn- dinger; men ogsaa Havet er kun lidet oplivende; thi Skibene sky denne „Jærnkyst“, som paa sin hele Længdestrækning ikke har en eneste Havn, Esbjærg undtagen, hvor de kunne søge Ly mod Storm og Uvejr. Der svæver ofte en isnende Taage, „æ Havgus“, over Klitterne, og Vejret er i det Hele meget ustadigt. Som. Solen skinner aller- klarest, taarne ofte mørke Skyer sig sammen i det fjærne Vesten; i hurtig Flugt flyve de ind ad Landet til, medens de af og til skygge for Solens Straaler. Med hæse Skrig komme Storm- bebuderne, de store Havmaager, „æ Bjærgmand hans Høns“. som Klitboerne kalde dem, flyvende ind over Land. Havet rejser sig, Bølge jager Bølge, og ude paa Revlerne begynder det at syde og