Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold
Forfatter: F.C. Granzow
År: 1883
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 654
UDK: 551.4
Med 178 afbildninger og flere kort
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
452
Lavlande. — Heder. — Tundraer. — Stepper.
fundet talrige Rester af karakteristiske Steppedyr som Springmus,
Springharer, Gnavermuldvarpe, smaa Pibeharer, vilde Heste. Senere
maatte Steppedyrene lidt efter lidt vige for en Skovfauna; Haaud i
Haand hermed, sandsynligvis i Forening med en Forandring af
Klimaet, begyndte ogsaa Skoven lidt efter lidt at rykke frem, og
Steppedyrene trak sig mere og mere tilbage mod Øst, hvoi der
imidlertid var opdukket et mere gunstigt Hjem for dem. Dog
ogsaa Skoven forsvandt igjen i Aarhundredernes Løb, rigtignok
mest som en Følge af menneskelig Indvirkning, og saaledes ind-
traadte de nuværende Forhold.
Den ungarske Lavslette er til Dels meget frugtbar, frodigt
Agerland afvexler med Heder og Græsgange, Pusterne; men
ogsaa Sumplandskaber og sandige Fladestrækninger brede sig i
uendelig Øde.
Samme ubeskrivelig øde Indtryk modtager man i den nordlige
Del af den østevropæiske (russiske) Slette. Endnu i Petsjoras
mellemste Løb ser man herlige Enge og mægtige Urskove af Fyr,
Gran og Lærk, og dsn Röj sende føler sig slaact af Landskabets
ejendommelige Skjønhed med dets dybe, melankolske Faive. Dog
længere mod Nord, under Polarkredsen, bliver Egnen mere ens-
formig, Pilekrattet trækker sig tilbage, og nu følger Evropas mest
uvenlige Strøg, Tundraerne, vidtstrakte, uhyre Flader, til Dels
sumpige, til Dels bevoxede med Mos, som brede sig lige til Is-
havet. I utalte Aartusender här Jordbunden været bundfrossen.
„Dræbende ensformig er Indtrykket af disse flade Tundraer. Ende-
løs, ubegrænset svinder Horizonten i det Fjærne. Ingen Afvexling,
ingen Nat, ingen Skygge om Sommeren. Lys, Vind, Lyd tabe sig
bævende, overalt blæser det, overalt er der uhyggelig stille og tavst.
Hele Sommeren igjennem hviler en eneste, uendelig lang Sommer-
dag over de højnordiske Tundraer. Solen er tilsløret af Taage og
lyser som en Maane, saa Mennesket ustraffet tør se op mod den.
Sløvende er dette Skue, og under denne stadige Paavirkning synker
Mennesket sluttelig ned til den sløve, indesluttede Samojede".
Efter som Landskabet hæver sig mere eller mindre over Vand-
standen, skjelner man mellem Høj- og Lav tundraer. De fleste og
mest vidtstrakte Steppeflader ligge kun lidt højere end Havfladen.
Højtundraerne ere de allerødeste Egne, man kan tænke sig; der-
imod træffer man i Lavtrundråerne lidt mere Jordvarme og Vand.