Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold
Forfatter: F.C. Granzow
År: 1883
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 654
UDK: 551.4
Med 178 afbildninger og flere kort
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
464
Ørkener.
øve en betydelig ødelæggende Virkning paa Stenmasserne, og de
overordentlig raske Vexlinger i Temperaturen maa man derfor ikke
tillægge nogen ringe Del i de mægtige Sprængninger af Sten-
masserne paa den sydalgerienske Saharas Højslette, saaledes som
Vatonne og Duveyrier have skildret os den. Dr. Perrier fandt i
det algerienske Sahara den 25de Maj 1840 Kl. 6 om Morgenen
Natteduggen frossen omkring sit Telt; men allerede fem Timer
senere kunde han i Skyggen aflæse 20° R. og atter tre Timer
senere 25° R. paa sit Thermometer.
Disse regelmæssige og betydelige Vexlinger i Temperaturen
fremkalde stadig gjentagne Udvidelser og Sammentrækninger af de
nøgne Stenmasser og hidføre sluttelig deres Sprængning i Smaa-
stykker, og nu fortsætte Vindene Ødelæggelsesværket videre, til
der tilsidst fremkommer det fineste Ørkensand. Allerede W. C.
Trevelyan gjorde opmærksom paa de tørre .Vindes ødelæggende
Virksomhed; han havde lagt Mærke til Stenene ved Kysterne af
Grevskaberne Norfolk og Suffolk og bemærker, at stærke tørre
Vinde virke langt mere ødelæggende end heftige, regnfulde.
Et vedvarende Spil af Vindene, der feje hen over Sletterne,
forvandler Ørkenens kvartsrige Grus til Sand, som pulveriseres
finere og finere, jo længere clet fjærnes fra det oprindelige Sted.
Der har længe hersket urigtige Forestillinger om Udstræk-
ningen af det egentlige Ørkenomraade, og endnu for Tiden antages
Saharas Flademaal som egentlig Ørkenomraade (Falat) hyppig
langt større, end det virkelig er. Ved sit store, paa egne, besvær-
lige og vidtløftige Undersøgelser grundede Arbejde over den
algerienske Sahara liar E. C arette først banet Vejen for nøj-
agtigere Opfattelser. Han kalder denne Del af Ørkenen et Arki-
pelag af Oaser med Grupper af Landsbyer, som indhegnes af et
bredt Bælte af Frugttræer, især Daddeltræer, medens Granatæble-,
Figen-, Aprikos- og Ferskentræer heller ikke fattes. Store Græs-
gange nære Hjordene, som trives meget godt paa Stepperne;
rindende Vand findes saa godt som slet ikke; men næsten i alle
Lavninger finder man det kostbare Element ved Gravning til større
eller mindre Dybder. Kun den ringere Del af det algerienske
Sahara er dækket med Sand, og som Renou bemærker, netop
Strøg, hvor Rejsen falder allerbesværligst, ere slet ikke sandige.
De underjordiske Rigdomme paa Vand ere aabenbart meget