Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Temperaturvexlingernes Betydning. 463 Høje. Paa de saltholdige Flader findes Saltplanter. Denne Plante- væxt er direkte afhængig af Regnen. Næppe har denne ophørt, udvikle Plantespirerne sig hurtig, og Ørkenen forvandles til en Oase, Mongolerne ile til med deres Hjorde, og midt i Døden hersker nu et svulmende Liv, til Solen har udsuget al Fugtigheden. Planterne visne hen, og Ørkenen bliver atter en Grav. Som vi alt have fremhævet, har Ørkensandet en dobbelt Op- rindelse; det stammer dels fra Havet, dels fra Forvitringen af de udstrakte Sandstenspartier. Den første Aarsag behøver næppe nogen videre Forklaring; derimod bliver det nødvendigt at betragte Forvitringen lidt nærmere, da der i denne Henseende endnu hersker meget mangelfulde Forestillinger. Det er Temperaturvexlingerne, Vandets og Planternes Angreb, som fuldbyrde Klippernes Forvitring. Den første og stærkeste Løftestang er Temperaturvexlingerne, som begynde Stenmassernes mekaniske Opløsning, Vand'et fortsætter den, og sluttelig tage Planterne fat, idet de dels virke opløsende allerede ved deres Livsproces, dels ved deres Bortraadnelse udvikle Syrer og Salte. Dog i Ørkenomraadet kunne vi godt se bort fra Planternes opløsende Virksomhed og holde os dels til Temperaturvexlingerne, dels til Regnvandets mekaniske Angreb. De ved heftige Regnskyl fremkaldte Vandfloder have netop i Ørkenen overordentlig betyde- lige Følger. Et storartet Exempel paa en Erosion, som slige Vand- masser have foraarsaget i Løbet af meget lange Perioder, have vi i Ahaggaérnes Højland. Hvor stor Betydning nu end slige Vandfloder kunne liave med Hensyn til Dannelsen af Grusmasser, ere dog de stærke Temperatur- vexlinger samt Vindens Virkninger af ulige større Betydning med Hensyn til Fremkomsten af det egentlige Ørkensand. Livingstone fortæller, hvorledes han ved Nyassasøens Bred har lagt Mærke til, at Solen om Dagen opvarmede Stene saa stærkt, at selv efter Sol- nedgang kunde Ingen sætte sig paa dem; ved Afkølingen om Natten sprang nu Stenenes ydre Lag af, og den berømte Rejsende kunde i sin Lejr tydelig høre Tordenen af de lø^sprængte Klipper ligesom i et Stenbrud. Dr. Wetzstein gjorde lignende Iagttagelser under sin Rejse gjennem det af ham opdagede vulkanske Omraacle øst for Damaskus; om Sommeren bliver den glødende Hede saa stærk, at de sorte Stene efter de Indfødtes enstemmige Vidnesbyrd springe i Stykker med høje Knald. Solen kan saaledes i det hede Bælte