Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold
Forfatter: F.C. Granzow
År: 1883
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 654
UDK: 551.4
Med 178 afbildninger og flere kort
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Sandørkenens ringere Udstrækning.
467
betydelige i hint Omraa’de og spille en stor Rolle i Saharaboernes
Sagn. Paa mangt et Sted, f. Ex. i Ruinerne ved Reggåda skal
man kunne liøre de underjordiske Vandes Rislen, naar man lægger
Øret til Jorden. Brøndene ude i Stepperne begynde at udtørres
ved Begyndelsen af Sommeren, hvorved Beboerne tvinges til en
Udvandring mod Nord, til Tell, hvor fra de igjen vende tilbage med
Efteraarets Begyndelse.
Ogsaa Barth fremhæver gjentagne Gange, at den egentlige
Sandørken er langt ringere af Omfang, end man i Regelen fore-
stiller sig. Idet han minder om sit Tog gjennem det aabne Sandhav
noid foi Tsadsø paa Rejsen til Bilma, en Egn, der ret egentlig
kan betegnes som Ørkenens Hjærte, siger den Rejsende: „Tidligere
havde man den aldeles falske Forestilling, at dette var karakteristisk
foi hele Ørkenen, medens det dog kun er det egentlige Centrum i
denne Natur, omendskjønf selv ogsaa denne Flade synes uendelig.“
Her er Tale om Ørkenen Tintumma, der er særlig berygtet, fordi
hejsende let her forvilde sig. „Det hvide Sand, som breder sig i
det uendelige Fjærne, omtaager Sanserne saa fuldstændig, at selv
Mænd, der længe ere vante til denne Ørkenvej, undertiden blive
fuldstændig vildfarne med Hensyn til Retningen. “ De stenede Flader,
man kalder Hamadaer, ere maaske mere udstrakte end de egentlige
Sandstrækninger; som den typiske Repræsentant paa slige Hamadaer
kan man tage Højfladen mellem Tripolis og Fessan. Barth kom
over den paa sin Rejse til Bornu; kun hist og her findes en
grøn Plet.
De Sten- og Grusmasser, som dække Hamadaerne, ere stedse
skarpkantede, hvorfor ogsaa Rohlfs fremsatte den Mening, at slige
Egne aldrig kunne liave været dækkede i længere Tid afVand. da
Stenene ellers maatte være afslidte. Sserir’erne derimod, hine
lavere liggende Strækninger, der efter Rohlfs sjælden hæve sig mere
end 50 Fod over Oaserne, ere alle Vegne dækkede med groft Grus
eller smaa, glatte og rundt slebne Stene og bære tydelige Spor af
at have staaet under Vand i længere Tid.
De mest udstrakte Regioner med virkeligt Ørkensand træffes i
den libyske Ørken (det østlige Sahara), og den Antagelse er vistnok
vel grundet, at dette overhovedet er den ældste Del af det nord-
afrikanske Ørkenomraade. Hvor en Ørkendannelse en Gang er ind-
traadt som en Følge af Landskabets geografiske Konfiguration,
30*