Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Sandørkenens ringere Udstrækning. 467 betydelige i hint Omraa’de og spille en stor Rolle i Saharaboernes Sagn. Paa mangt et Sted, f. Ex. i Ruinerne ved Reggåda skal man kunne liøre de underjordiske Vandes Rislen, naar man lægger Øret til Jorden. Brøndene ude i Stepperne begynde at udtørres ved Begyndelsen af Sommeren, hvorved Beboerne tvinges til en Udvandring mod Nord, til Tell, hvor fra de igjen vende tilbage med Efteraarets Begyndelse. Ogsaa Barth fremhæver gjentagne Gange, at den egentlige Sandørken er langt ringere af Omfang, end man i Regelen fore- stiller sig. Idet han minder om sit Tog gjennem det aabne Sandhav noid foi Tsadsø paa Rejsen til Bilma, en Egn, der ret egentlig kan betegnes som Ørkenens Hjærte, siger den Rejsende: „Tidligere havde man den aldeles falske Forestilling, at dette var karakteristisk foi hele Ørkenen, medens det dog kun er det egentlige Centrum i denne Natur, omendskjønf selv ogsaa denne Flade synes uendelig.“ Her er Tale om Ørkenen Tintumma, der er særlig berygtet, fordi hejsende let her forvilde sig. „Det hvide Sand, som breder sig i det uendelige Fjærne, omtaager Sanserne saa fuldstændig, at selv Mænd, der længe ere vante til denne Ørkenvej, undertiden blive fuldstændig vildfarne med Hensyn til Retningen. “ De stenede Flader, man kalder Hamadaer, ere maaske mere udstrakte end de egentlige Sandstrækninger; som den typiske Repræsentant paa slige Hamadaer kan man tage Højfladen mellem Tripolis og Fessan. Barth kom over den paa sin Rejse til Bornu; kun hist og her findes en grøn Plet. De Sten- og Grusmasser, som dække Hamadaerne, ere stedse skarpkantede, hvorfor ogsaa Rohlfs fremsatte den Mening, at slige Egne aldrig kunne liave været dækkede i længere Tid afVand. da Stenene ellers maatte være afslidte. Sserir’erne derimod, hine lavere liggende Strækninger, der efter Rohlfs sjælden hæve sig mere end 50 Fod over Oaserne, ere alle Vegne dækkede med groft Grus eller smaa, glatte og rundt slebne Stene og bære tydelige Spor af at have staaet under Vand i længere Tid. De mest udstrakte Regioner med virkeligt Ørkensand træffes i den libyske Ørken (det østlige Sahara), og den Antagelse er vistnok vel grundet, at dette overhovedet er den ældste Del af det nord- afrikanske Ørkenomraade. Hvor en Ørkendannelse en Gang er ind- traadt som en Følge af Landskabets geografiske Konfiguration, 30*