Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

484 Snelinjen. — Laviner. — Isbræer. Gang, hvis hele Bane staar i Røg og Damp; men Træerne knække, Klippegrunden skjælver, Fjældtinderne gjenlyde af Stormens Torden i lange, ængstelige Minutter — endnu et Slag og et sitrende, knu- sende, dumpt, uforklarligt Bulder — og Alt er atter stille. „Et skærende Lufttræk har ledsaget Lavinen paa dens stolte Vandring. Du kan følge den med Øjnene og se dens friske, Hun- dreder af Alen brede Kanalleje over to Mile lige ud gjennem Alpe- græsgange, Skove og Enge indtil Bækken dybt nede i Dalen. Endnu rulle enkelte Snekugler afsted og glide smaa Snemasser efter, endnu bølger den gjennembrudte Højskov for Fordærvel- sens Aandepust. Set fra Dalen er Katastrofen mere malerisk; men man øjner sjælden Begyndelsen. En saadan Snestrøm, som udbreder sig og voxer med Kæmpekræfter, skummer højt op og styrter sig som et Vandfald ned over Klippevæggene, snart deler sig og snart atter forener sig og optager Sidearme —• et uhyre, rullende, bølgende, glinsende Hav i pilsnar Fart —, frembyder med alle dets vidt rækkende Sidevirkninger et usigelig storartet Skuespil. Kun nogle faa Minutter, og Højalpernes Datter ligger efter sin gyselige Dans stille og uden Bevægelse nede i Dalbækkenet. Fire til fem Tusende Fod har hun tilbagelagt i sit sejrrige Tordenløb, med Kroppen hyllet majestætisk i sit flagrende hvide Klædebon, og nu ligger hun med opløste Lemmer i Dalsengens Skjød. „Sletteboerne gjøre sig sjælden noget rigtigt Begreb om de for- underlige Stormvinde, af hvilke en saadan Støvlavine ledsages. Lufttrækket gaar ligesom stød- og skudvis nogle Hundrede Skridt til Højre og Venstre langs med Lavinskredet, men farer derimod for neden langt hen over de stenede Snemasser, slaar ofte an mod den over for liggende Bjærgvæg eller taber sig ud i den aabne Dal, hvor det endnu en halv Times Tid efter ryster Husenes Døre og Vinduer og letter Skorstenene af Tagene. I Skovene nedslaar denne Stormvind paa begge Sider af Snestrømmen ofte Hundreder af de stærkeste og ældste Træer, løfter Mennesker og Dyr i Vejret og kaster dem ned i Dybet, knuser i Dalen, selv langt fra sit Ophavs- sted, de mægtigste Nødde-, Æble- og Ahorntræer, vælter tunge Fragtvogne og nedbryder hele Stalde. Dog ere disse Luftstrøm- ninger temmelig snævert begrænsede, og uden for deres skarpt tegnede Grænselinjer rører sig ikke et Blad.