Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Støvlavinerne. 483 „Lavinerne ere uhyre, tordnende Snestrømme, hvis frygtelige Virkninger maale sig med deres majestætiske Storhed*). De gjen- tage sig periodisk, have deres bestemte Strøg og Gange, deres Kjedler, i hvilke de ophobes, og deres Lejrpladser, hvor de bevægede Masser komme til Ro. De egentlige Laviners Dannelse afhænger af Bjærgmassernes Form og Hældning, af den faldne Snemasse, af Temperaturen og en Mængde andre Forhold. Bratte Terrasse- dannelser, stejle Fjældvægge eller stærkt hældende Skraaninger for- hindre Afleiringen af store Snemasser og Lavindannelser. En Hældning af 30—35 0 og en lang Vandfure, mod hvilken større Skrænter falde jævnt af, begunstige derimod en periodisk Dannelse af Laviner. Grundlavinerne ere imdlertid stadigere end Støvlavinerne. Disse sidste ere ikke blot uregelmæssigere, men ogsaa farligere og vold- sommere, optræde kun om Vinteren og i det allertidligste Foraar og opstaa, naar store Masser af ny, kornet, løs Sne falde paa et fast og haardt Snedække. De have intet fast Leje dér, naar Skraa- ningen er noget stejl; Faldet af en lille Snegesims oppe i Bjærgene, Trinnet af en Gemse eller en Hare, ja selv den lille Sneklump, som falder fra en Busk og ruller ned, eller endog blot en Luftrystelse kunne under gunstige Forhold sætte hele den nye, oven paa liggende Snemark i Bevægelse. Først glider den langsomt frem i ét sammen- hængende Stykke, dernæst river den de dybere liggende Masser med sig, vælter sig hen over dem, søger til Vejrs og splitter dem ad. Drønet i den klare Luft og de opstaaende Vindstød fremkalde ny Styrtninger fra alle Sideskrænterne. Med rasende Hast, frygteligere og frygteligere Tryk og tordnende Brag styrter Hovedstrømmen ned i Dalen, har allerede naaet Skovregionen som en bred, højt op- taarnet Stormflod, river Sten og Buske med sig og bryder nu knagende ned gjennem Skoven. Man ser intet andet end hvirvlende og oprullende Taagemasser; uendelige Støvskyer indhylle Strømmens ned i Dalen med det mægtige Rovdyrs Raseri og Kraft. Fastholder man imidlertid Folkesprogets simple Udtryk, vil man snart finde Stamordet „lau“ (mild, blid), og med Benævnelsen „Laue“ eller „Lauine“ vil den ord- knappe Bjærgboer kun i størst mulig Korthed sammenfatte og betegne den Fremtoning, der hvert Aar viser sig for ham ved den mildere (,,laue“) Aarstids Gjenkomst. *) Sammenlign Friedr. v. Tschudi: Dyrelivet i Alperne. Ved Overlærer C. Fogh. Kbhv. 1875, pag. 257—64. 31*