Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold
Forfatter: F.C. Granzow
År: 1883
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 654
UDK: 551.4
Med 178 afbildninger og flere kort
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
482
Snelinjen. — Laviner. — Isbræer.
ligvis som en Følge af Luftens store Tørhed. En tilsvarende,
betydelig Modsætning findes ved Himalajabjærgenes tvende Skraa-
ninger; paa den sydlige Side ligger Snegrænsen 15 600 F. høj, paa
Nordsiden, der skraaner ned mod Tibets kolde Højslette, ligger
Snelinjen over 1000 Fod højere. Aarsagen til denne Ulighed kan
kun søges i de forskjellige Luftstrømninger. Medens cle damp-
mættede Monsuner stige op langs Himalajabjærgenes Sydside og
derved afsætte deres Fugtighed for neden som Regn, højere oppe
som Sne, rammes Nordsiden kun af tørre Vinde, „Sneædere“.
Højfjældenes blændende hvide Snemarker vilde i Følge Sagens
Natur voxe i det Uendelige, saafremt de ikke igjen delvis bleve
førte ned i lavere Egne. Den Snemængde, der aarlig falder i Alperne,
er t. Ex. saa stor, at den, hvis den blev liggende og faldt jævnt,
vilde danne et Lag paa over 55 Fod i Tykkelse. Tænke vi os frem-
deles denne Masse efterhaanden forvandlet til Is, vilde Isbræens
Tykkelse blive forøget med 6—7 Fod aarlig, og bleve disse Sne-
og Ismasser nu liggende paa et og samme Sted, maatte der til sidst
dannes høje Bjærge af Sne og Is. I en vis Højde over Snelinjen,
hvor det Lag Is, der aarlig dannes, blot har en Tykkelse af 1 F,,
vilde der saaledes, hvis Isen blev liggende, siden Kristi Fødsel være
blevet dannet et Bjærg af Is paa 1880 Fods Tykkelse, og hvis
denne Ophobning af Is var vedbleven at finde Sted i den nuværende
Jordperiode, vilde disse Isbjærges Højder være større end Jord-
klodens højeste Bjærge. En saadan Isdannelse finder nu imidlertid
ikke Sted, Solvarmen udtømmer ikke Oceanerne og henlægger ikke
deres Vande i Form af Sne og Is paa Bjærgene. Forskjellige Aar-
sager hindrer den heri. En stor Mængde af Sneen og Isen for-
damper aarlig; Storme hvirvle Sneen i Vejret (Højfjældene „ryge")
og føre paa denne Maade en Del igjen ned paa lavere liggende
Steder, hvor den smelter; en anden Mængde føres, som vi snart
skulle nærmere udvikle, bort ved Isbræerne, og endelig styrter en
stor Del Sne og Is ned i Dalene under Form af Sneskred eller
Laviner*).
*) Ordet „Lavine“, der har vundet en Slags Borgerret i flere Sprog, hører
man aldrig i selve Alperne; i de forskjellige schweiziske Landskabsmaal
kaldes de „Laue, Lauwe, Lauine“, i Tirol ,,Lähne“, i de rhætoromanske
Alper „Lavigna". Nogle have villet udlede Ordet af det latinske Udsagnsord
„labi“ (at falde), andre have tænkt paa „Løvinden", fordi Lavinen styrter