Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

482 Snelinjen. — Laviner. — Isbræer. ligvis som en Følge af Luftens store Tørhed. En tilsvarende, betydelig Modsætning findes ved Himalajabjærgenes tvende Skraa- ninger; paa den sydlige Side ligger Snegrænsen 15 600 F. høj, paa Nordsiden, der skraaner ned mod Tibets kolde Højslette, ligger Snelinjen over 1000 Fod højere. Aarsagen til denne Ulighed kan kun søges i de forskjellige Luftstrømninger. Medens cle damp- mættede Monsuner stige op langs Himalajabjærgenes Sydside og derved afsætte deres Fugtighed for neden som Regn, højere oppe som Sne, rammes Nordsiden kun af tørre Vinde, „Sneædere“. Højfjældenes blændende hvide Snemarker vilde i Følge Sagens Natur voxe i det Uendelige, saafremt de ikke igjen delvis bleve førte ned i lavere Egne. Den Snemængde, der aarlig falder i Alperne, er t. Ex. saa stor, at den, hvis den blev liggende og faldt jævnt, vilde danne et Lag paa over 55 Fod i Tykkelse. Tænke vi os frem- deles denne Masse efterhaanden forvandlet til Is, vilde Isbræens Tykkelse blive forøget med 6—7 Fod aarlig, og bleve disse Sne- og Ismasser nu liggende paa et og samme Sted, maatte der til sidst dannes høje Bjærge af Sne og Is. I en vis Højde over Snelinjen, hvor det Lag Is, der aarlig dannes, blot har en Tykkelse af 1 F,, vilde der saaledes, hvis Isen blev liggende, siden Kristi Fødsel være blevet dannet et Bjærg af Is paa 1880 Fods Tykkelse, og hvis denne Ophobning af Is var vedbleven at finde Sted i den nuværende Jordperiode, vilde disse Isbjærges Højder være større end Jord- klodens højeste Bjærge. En saadan Isdannelse finder nu imidlertid ikke Sted, Solvarmen udtømmer ikke Oceanerne og henlægger ikke deres Vande i Form af Sne og Is paa Bjærgene. Forskjellige Aar- sager hindrer den heri. En stor Mængde af Sneen og Isen for- damper aarlig; Storme hvirvle Sneen i Vejret (Højfjældene „ryge") og føre paa denne Maade en Del igjen ned paa lavere liggende Steder, hvor den smelter; en anden Mængde føres, som vi snart skulle nærmere udvikle, bort ved Isbræerne, og endelig styrter en stor Del Sne og Is ned i Dalene under Form af Sneskred eller Laviner*). *) Ordet „Lavine“, der har vundet en Slags Borgerret i flere Sprog, hører man aldrig i selve Alperne; i de forskjellige schweiziske Landskabsmaal kaldes de „Laue, Lauwe, Lauine“, i Tirol ,,Lähne“, i de rhætoromanske Alper „Lavigna". Nogle have villet udlede Ordet af det latinske Udsagnsord „labi“ (at falde), andre have tænkt paa „Løvinden", fordi Lavinen styrter