Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

576 De forskjellige Fremtoninger under Udbruddene. nu med rasende Fart over Keglens ydre stejle Skraaning; man ser paa dette Sted ikke Spor af Slakker, men skjelner Bevægelsen i den meget tyndtflydende Lava. Længere frem ad Skrænten svømmer der Slakker paa Strømmen, først svækkes dennes Lysning, snart komme mørke Blokke frem, hvorimellem den glødende Masse dog endnu skinner frem overalt. Endnu længere ned ad Skraaningen danne Slakkerne et sammenhængende Lag, gjennemtrukket med røde Striber, det er Revnerne i det øvre Lag. Den nederste Del af Strømmen, som deler sig i flere Arme, lyser kun svagt; langsomt kubbe Blokkene sig her frem over hverandre, Lavaen taarner sig op til en mægtig Masse, styrter pludselig ned over en stejl Skrænt og opløses under Faldet ved sin egen Tyngde i Smaastumper. Uafbrudt og uafladelig gjentager dette Skue sig, ledsaget af de Ildneg, som vidt og bredt oversaa Bjærgets Skraaninger med en Regn af glødende Stenmasser. Langs ned ad Bjærget strækker sig en bred sort Stribe — det er Askelagene, som paa Grund af Heden ikke ere sneklædte —, og her er den glødencle Lavastrøms Vej ned gjennem Bjærgets store Snekaabe lige til en Højde af 11 500 Fod. Lavaen skal have strømmet uafbrudt saaledes allerede i mange Aar“. Selv om man ikke kan iagttage egentlige Eruptionsfremtoninger, lægger den vulkanske Virksomhed, der slumrer i Dybet, sig dog for Dagen ved Udstrømninger af Gasarter. Foruden Vanddampe, der som Fumaroler hvislende fare ud af Spalterne eller strømme bort fra Overfladen af den størknede Lava, er det nærmest Klor- brinte, senere Svovlsyrling og endelig Svovlbrinte, der fremkommer i Sol fa tårerne og afsætte Salte og Svovllag, som dække Krater- væggene, eller Salmiaklag, naar Lavaen liar dækket opdyrket eller skovgroet Land. I Øen Volcanos store Krater, en Solfatare, hvis tragtformige Skrænt i den bølgende Taage blinker med skrigende røde og gule Farver, ere Arbejdere sysselsatte med at samle Svovl og Borsyre. Kulsyreudstrømninger, de saakaldte Mof etter, ere de sidste Tegn paa vulkansk Virksomhed; bekjendt er Hundegrotten ved Puzzuoli i Nedreitalien, ikke langt fra Agnanosøen; Hulens fugtiggrønne Vægge hvælve sig til en Højde af en halv Snes Fod, og paa Bunden af Grotten samler sig et Lag Kulsyre, som slukker