Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Mofetter. 577 et Lys i et Kvarters Højde fra Jorden og dræber en Hund efter et Par Minutters Forløb*). En anden betydelig Mofette er An- santosøen. i det Neapolitanske, hvor allerede Romerne havde rejst et Tempel for Juno Mephitis. Gasudstrømningerne bestaa af Kul- syre, til Dels af Gasbrinte, der strømmer ud med stor Heftighed. Mofettens Omgivelser bestaa af en størknet Dyndmasse. Da Wolf i Slutningen af Maj 1869 besøgte Lago d’Ansanto, vare dens Vande for største Delen udtørrede paa nær en lille Pøl i et kraterformigt Hul, hvor store, stærkt sydende Dyndblærer vare i en kredsformig Bevægelse. Den største Mængde Gas trængte dog frem fra en tre Tommer bred, lodret Spalte i Nærheden af Pølen og med saa stor Kraft, at Gjenstande, som kastedes ind i Luftstrømmen, slyngedes 15—20 Fod tilbage. Da Iagttageren bukkede sig for at optage sin Hat, der var slynget bort, kom hans Mund ind i Kulsyrelaget, som stod to Fod over Jorden, og øjeblikkelig begyndte han at tabe Bevidstheden. Slige Udstrømninger ere de sidste Tegn paa ældre vulkansk Virksomhed og holde sig undertiden gjennem Tidsrum, der gaa langt ud over vor hele historiske Periode. Dog kjender *) Meget omtalt er ogsaa „Dødens Dal“ paa Java; det er vel derfor paa rette Sted, at henvise denne Berømthed til Fablei’nes Omraade. „Dødens Dal ligger i Diengbjærgene, er en snæver, lille Kjedel, maaske et gammelt Sidekrater og ingenlunde en Fjerdingvej bred; en særlig Vej fører her op og afsluttes ved et Rækværk. Derpaa gaar man 100 Skridt ned ad Skraa- ningen og kommer nu til en nøgen Flade paa omtrent en Snes Kvadrat- alen; her ligge nogle spredte Stene, og Regnen har opskyllet lidt Muldjord; rundt omkring denne flade Plet trives en yppig Plantevæxt, kun Træer findes ikke mere; dem har Befolkningen fældet. To smalle Fodstier føre her ned, og da jeg betraadte dem, søgte min Fører og min Tjener med ængstelige Miner at holde mig tilbage, ja den første holdt mig gjentagne Gange fast i Klæderne. Jeg saae intet Spor til noget Skelet, skjønt min Tjener fortalte, at naar en Fugl fløj her over, maatte den dø. Jeg gik ned og kom rask op igjen. Maaske kan der af og til finde en Kulsyreudstrøm- ning Sted, for Tiden fandtes imidlertid ingen Kulsyreopsamling, jeg hverken lugtede noget dertil, og heller ikke slukkedes en Tændstik, som jeg holdt ned til Jorden. Selv af døde Insekter eller Lig af andre1 Smaa- dyr fandtes ikke Spor. Dette er den berygtede „Dødens Dal“, den værste Del af samme; paa andre Steder i Diengbjærgene findes ingen slige smaa Kjedler i Læ for Vinden, og følgelig kan der ikke finde Opsamlinger af Kulsyre Sted i saa stor en Grad, at den kunde blive farlig for varmblodede Dyr.“ Saa vidt O. Kuntze: Um die Erde. Reiseberichte eines Natur- forschers. Lpz. 1881. Klein. 37