Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

594 Luftkredsens fysiske Forhold. Kviksølvets Tæthed; men i en Højde af x/2 Mil har Luften kun 3/5 af Tætheden ved Havfladen, i én Mils Højde kun 2/t>> i to Mils Højde kun 1/e, i tre Mils Højde kun V14» i fire Mils Højde kun V33, i fem Mils Højde 2/iooo, i otte Mils Højde V1000, i ti Mils Højde kun Veooo- Da Lufttrykket ved Havfladen bærer en Kvik- sølvsøjle paa 760 Millimeters Højde, og en Luftsøjle fra Jordover- fladen til de højeste Lag altsaa har samme Vægt som en Kviksølv- søjle med samme Grundflade og 760 Millimeters Højde, følger heraf, at Luftkredsens samlede Vægt er lige saa stor som Vægten af et Ocean Kviksølv, der dækkede hele Jordens Overflade i en Højde af 29 danske Tommer, og denne Vægt beløber sig til 110,000 Billioner Centner. Luftlaget er ikke fuldkommen gjemiemsigtigt; ved den lod- rette Gjennemgang svækkes Sollyset saaledes med V5, og naar Solen staar i Synskredsen, har den kun J/eo af den Klarhed, den vilde have, naar Jorden ikke var omgiven af Luftkredsen. Luftens Gjennemsigtighed (Diaphanitet) er i øvrigt i de nederste Lag meget foranderlig. Bortset fra Polarlyset (Nord- og Sydlyset) har Jordens egen lejlighedsvise Lysudvikling en høj videnskabelig Interesse, skjønt dens Rolle i den telluriske Organisme vel i og for sig er ringe. Der svæver imidlertid endnu et stort Mørke over denne vor Klodes periodiske, kortvarige og svage Lysning, og det er derhos meget sandsynligt, at de jordiske Lysfremtoninger have deres Oprindelse fra meget forskjellige Kilder. Den italienske Fysiker Beccaria (f 1781) synes at have været den Første, der gjorde opmærksom paa det svage, usikre Lys, der i maanemørke Nætter udgaar fra visse Skyer og ikke kan tilskrives nogen som helst skuffende kunstig Belysning. Undertiden saae han i mørke Vinternætter enkelte spredte Skyer trække sammen til en eneste tættere Masse, der da udstraalede et rødligt Lys, som var klart nok til, at man kunde læse en Bog med sædvanlige Bogstaver. Den hele mærkværdige Fremtoning viste sig navnlig efter Snefald. Ogsaa den mærkværdige og saa meget omtalte tørre Taage skal navnlig i Aarene 1783 og 1831 have haft den Egenskab ved Nattetid at udbrede et svagt Lysskin. Man har nu rigtignok haft Lyst til at tillægge den tørre Taage saa mange Ejendommeligheder, at man snarest maatte undre sig, hvis den ikke ogsaa af og til