Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

44 Jordens aarlige Bevægelse. Solen paa Grund af denne Lysstraalernes Brydning endnu synes at være over Horizonten, medens den i Virkeligheden allerede staar under samme. Egentlig skulde i Torneå Solen ogsaa den længste Dag være en kort Stund sunken ned bag Horizonten; men paa Grund af Straalebrydningen viser den sig med et rødligt Lys tæt over Horizonten, ja man kan se denne Fremtoning flere .Dage igjennem. Dette viste sig paa en særlig paafalclende Maade i Aaret 1694, da Kong Karl XI besøgte Torneå for at se Midnatssolen. Vender man sig endnu længere mod Nord, træder denne Dagens For- længelse gjennem Straalebrydningen endnu langt stærkere frem. Da Hollænderne 1597 overvintrede paa Novaja-Semlja, fandt de saaledes, at Solen allerede den 24de Januar lod sig til Syne ved Middagstid, skjønt den efter astronomisk Beregning først skulde være gaaet op den 10de Februar. Som alt omtalt, varer Somæerhalvaaret paa den nordlige Halv- kugle, saa længe Solen staar nord for Æqvator, altsaa fra den 20de Marts til 23de September, og dette Tidsrum er 187 Timer længere end vort Vinterhalvaar. Da nu Aarstiderne paa den syd- lige Halvkugle ere de modsatte af den nordlige Halvkugles, er Sommerhalvaaret hist altsaa 187 Timer kortere end Vinterhalvaaret. Aarsagen hertil ligger i, at Jorden ved vor Vintertid staar Solen nærmere og derfor hurtigere tilbagelægger den tilsvarende Del af sin Bane. Skjønt Sommeren altsaa vel er kortere paa den syd- lige Halvkugle, er Jorden samtidig ogsaa Solen nærmere, og den opvarmes derfor ved denne Tid ogsaa stærkere. Det lader sig i ■det Hele taget paavise, at den Varmemængde, Jorden i Aarets Løb modtager fra Solen, er ens for begge Halvkugler. Skjønt begge Halvkugler saaledes modtage lige megen Varme, er Forholdet imidlertid ingenlunde det samme med Hensyn til den Varme, som u cl strå al es. Paa den sydlige Halvkugle er Sommeren for Tiden næsten 8 Dage kortere, skjønt rigtignok ogsaa varmere; men Vinteren er til Gjengjæld ogsaa længere og maa derfor ogsaa være koldere. De klimatiske Forhold paavirkes altsaa af de her berørte Forhold, og der maa i denne Henseende gjøre sig visse Forskjellig- heder gjældende mellem de tvende Halvkugler. Den nordlige Halvkugle vil imidlertid ingenlunde for alle Tider bevare det længere Sommerhalvaar; meget mere vil Forholdet paa Grund af visse astronomiske Betingelser regelmæssig vexle i Løbet af en