Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Reyes Theori. 641 Reye antager, at disse Hvirvler ere vertikale Luftstrømme, som føre varm, fugtig Luft bort fra Jordens Overflade eller ogsaa sænke kold Luft ned til samme. „Den Pludselighed,“ siger Reye, „hvor- med slige Hvirvler dannes af sig selv i rolig Luft, og Voldsomheden i deres Optræden gjør den Opfattelse sandsynlig, at en ustadig (labil) Ligevægt i Luftkredsen gaar forud for dem, og at de frem- bringe en voldsom Omvæltning i Luftkredsen, hvorved den faste, stadige Ligevægt igjen bringes til Veje. Under Luftkredsens stabile Ligevægt maa Bevægelsen af en ikke synderlig bred Luftstrøm rask blive lammet ved den passive Modstand fra de rolige Luftlag, som gjennembrydes, saaledes som vi iagttage det ved Røgsøjlerne fra vore Skorstene. Fremkomsten af hin ustadige Ligevægt i den rolige Luftkreds er nu ikke vanskelig at forklare. Fra den op- varmede Jordbund modtage de lavere Luftlag paa stille, solklare Dage lidt efter lidt en højere Temperatur, saa de langsomt udvide sig. Under urolig Luft eller paa et ugunstigt Terrain vilde denne opvarmede Luft hurtig i mindre eller større Masser løsne sig og stige op fra Jorden, som Dampblærerne i det kogende Vand, og koldere Luft vilde paa andre Steder sænke sig ned og brede sig over Jorden; ved denne Slags Bevægelser forklarer man sig Luftens Sitren over Ovne, ophedede Grusveje o. s. v.; men under gunstige Forhold kunne de laveste Luftlag stedvis blive opvarmede saa stærkt, at de, trods det større Lufttryk, som hviler over dem, endog blive mindre vægtfyldige end de Lag, som hvile over dem. Bevis herpaa ere Sandørknernes gjøglende Luftsyn, som ikke sjælden vise sig faa Minutter, før den frygtede Ørkenstorm rejser sig. En til- fældig Forstyrrelse i Ligevægten, maaske fremkaldt af en Rytter eller Skyggen fra en Sky, sætter nu den opsamlede Varmemængde pludselig i Bevægelse, og med en voldsom Opdrift river Luften Hvirvelsøjler af Sand højt op i Vejret med sig.“ Vi vende os nu til de Fremtoninger, som amerikanske Meteoro- loger snart henregne til Pumperne, snart til Orkanerne, nemlig Tornados. I deres ydre Form ligne de ganske vist Vandsøjlerne, men overgaa dem langt i Udstrækning, idet Bredden af deres Bane gaar op til en Fjerdingvej, Længden varierer mellem Vs og 50 Mil, og Bevægelseshastigheden er 10 Mil i Timen. Med meget faa Undtagelser bevæge alle Tornadoer sig mod Øst med en ringe nordlig Afvigelse, og ikke sjælden optræde samtidig flere i en Af- Klein.