Kortfattet Chemi til Brug for Skoler

27 troleum, Magnium, Svovl) eller sønderdeles og derved danner luftformige, brændbare Produkter (læile, Stearin, Olie, Vox, Stenkul, Træ afgive alle ved Glødning brænd- bare Luftarter, i Almindelighed Kulbrinter). 37. Flammer ere dels lysende, dels ikke lysende. I Almindelighed lyser Flammen, naar der udskilles et fast Legeme deri, som ved den høje Temp, bringes til Glødning. Faste Legemer udstraale nemlig langt mere Lys end Luftarter ved samme Temp. Brintflammen lyser ikke, fordi baade Brinten selv og Forbrændings- produktet ere flygtige. Men bringes et fast Legeme (Kalk, Platintraad) ind i en Brintflamme, da lyser den stærkt. . Magnium- og Fosforflammen lyse stærkt, fordi Forbrændingsproduktet er fast (Magnesia, Fosforsyre- anhydrid). Ved vore almindelige Belysningsmidler er det fintdelt Kul, som udskilles i Flammen og afsætter sig, naar man bringer et koldt Legeme ind i Flammen. Dette Kulstof forbrænder først i den yderste Del af Flammen, hvor der er den stærkeste Varme. Indeholder et Belysningsstof derfor saa meget Kulstof, at dette ikke kan bringes til Hvidglødning, saa bliver Flammen gul eller rød og „soder“. Det samme er Tilfældet, naar Lufttilførslen er utilstrækkelig. Derfor sørger man for forøget Luftstrømning ved Lampeglas, hvori de op- varmede og derfor mindre vægtfyldige Forbrændings- produkter hurtigt stige tilvejrs og derved fremkalde en rask Tilstrømning af frisk Lnft fra neden. Ved en særdeles rigelig Lufttilførsel fremkaldes en for livlig Forbrænding af det Kulstof, der skulde udskilles i Flammen. Denne bliver derfor ikke lysende, men desto mere varmende. Dette kan opnaaes ved f. Ex. at lade Gas blande sig med et Overskud af Luft, før den tændes (Bunsens Lampe). 38. I en almindelig Stearinlysflamme kan ifølge det Foranstaaende iagttages tiere Lag af meget for- skjellig Beskaffenhed. Det smeltede Stearin (sml. 181)