Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

98 Petrografi der oftest et Netværk af Krystaller, de Widmanstättenske Figurer, som kun i sjældne Tilfælde fremkommer i Jern af jordisk Oprindelse. Nogle af de største Meteoriter hører til Jernmeteoriternes Gruppe, saa- ledes den førnævnte Masse fra Mexiko paa 20000 Kilo (den er dog muligvis tellurisk), en anden paa 15000 Kilo fra Argentina. En af de mest bekendte Jernmeteoriter blev fundet ved en Opdagelsesrejse i Sibirien, som Pallas udførte 1771 for den russiske Regering. Han hørte, at der i Nærheden af Krasnojarsk ved Jenisei fandtes en Jernblok paa c. 700 Kilos Vægt. Den skulde være faldet ned fra Himlen og æredes som en Helligdom af Tartarerne. Pallas besørgede den sendt til St. Petersborg, og derfra fordeltes Stykker til de fleste mineralogiske Sam- linger, ogsaa til vort Universitets mineralogiske Museum. Den inde- holder foruden Jern navnlig Mineralet Olivin. Jernmeteoriterne udgør omtrent Halvdelen af de kendte M., men kun i de færreste Tilfælde har man set dem falde ned fra Himlen. Naar andre Mineraler faar Overhaand over Jernet, gaar Meteoriterne over til at blive Stenmeteoriter. De bestaar overvejende af Silikater: Olivin, Kalkfeldspat, Augit m. fl., men desuden Mineraler, som ikke kendes her fra Jorden. Undertiden findes Kulstofforbindelser endogsaa som ret komplicerede Kulbrinter m. m. M.-Farve er i Reglen graahvid indvendig, men udvendig er de dækkede af en mørkebrun eller sort Skorpe, der viser tydelige Tegn paa at have været smeltet. Denne Skorpe er i Reglen tynd, en Brøkdel af en Millimeter i Tværsnit. Det maa antages, at de smeltede Masser under Meteorets Fart gennem Luften ved dennes Modstand presses bagud og danner den lange, ly- sende Hale, der i Reglen følger med „Ildkuglen". Smelteskorpen er først fremkommen ved M’s Berøring med Jordens Atmosfære. De kommer ude fra Verdensrummet, hvor Temperaturen er langt under Frysepunktet (vel nærmere det absolute Nulpunkt), og er som Følge deraf meget kolde. De bevæger sig som alle Himmellegemer med stor Hastighed om et eller andet Centrum i en bestemt Bane, og naar Meteoriten og Jorden befinder sig samtidig i Nærheden af denne Banes Skæringspunkt med Jordbanen, vil de forholdsvis smaa Meteoriter rives ud af deres Bane og fare ind mod Jorden. Naar de kommer ind i Jordens Atmosfære, sammenpresser de Luften foran sig ved den hurtige Fart gennem Luften, og Luften bliver derved glødende. Varmen meddeler sig til Meteoriterne, som smelter paa Overfladen, men da Faldet ned til Jorden kun varer kort Tid, bliver de sjældent helt gennemvarmede, navnlig hvis de er af betydelig Størrelse. Naar de derfor havner paa Jorden, kan Kulden i det Indre faa Magt over Varmen paa Overfladen, og man har Exempler paa, at M. kort efter Nedfaldet har været saa kolde, at „det isnede i Fing-