Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

132 Dynamisk Geologi hele Island døde næste Aar af Hornkvæg 11500, Heste 28000, Faar 190500 o: 53% af alt det Hornkvæg, der fandtes, 77% af Hestene og 82% af Faarene; derefter fulgte en Hungersnød, der kostede 9500 Mennesker Livet, Vs af hele Befolkningen (efter Th. Thoroddsen). Det fra Oldtiden berømte Hekla er beliggende paa den nordøstlige Rand af Islands sydlige Lavland i en Afstand af 53 Kilometer fra Havet og hæver sig til en Højde af 1557 Meter. Over 400 Kvadratkilometer af det omgivne Land dækkes her udelukkende af vulkanske Udbruds- produkter fra Hekla og de i dets Nærhed beliggende Kratere. Landet hæver sig jævnt op mod Vulkanen, der staar paa en 22 Kilometer lang Fjeldryg. Set fra Sydvest har Hekla et kegleformig Udseende, medens det set Siden viser en mere flad kuppelformig Ryg (Fig.78). Selve Hekla er dels opbygget af Lava, dels sammendynget af Slagge og Aske, saaledes at det i sin Bygning er en Mellemting mellem de kegleformige Vulkaner og Lavakuplerne samtidig med, at det i visse Retninger ogsaa kan siges at have Berøringspunkter med Kraterrækkerne. Hekla har i den histo- riske Tid haft 18 Udbrud, og desforuden kendes flere Udbrud fra andre Vulkaner i Heklas Nærhed. Den bekendte islandske Geolog Th. Tho- roddsen har i sin meget oplysende lille Bog „Vulkaner og Jordskælv paa Island11 (Kbhvn. 1897) samlet de historiske Efterretninger om Hek- las forskellige Udbrud, hvortil vi vil henvise interesserede; vi vil nøjes med efter samme Forf. at hensætte en Beskrivelse af det store Udbrud, i Aaret 1845 (med ubetydelige Ændringer): „Sommeren kom dette Aar meget tidlig; Jorden begyndte allerede at grønnes i April, og i Sommermaanederne herskede der en stærk Varme og Tørke. Efteraaret var ogsaa mildt. Tirsdag den 2. September 1845 var Fjeldene om Morgenen tilhyllet af tunge Skyer, saa at Hekla ikke kunde ses af de omkringboende. Kl. 9 Fm. hørte man nogle dumpe Knald, og man sporede en svag Jordrystelse; en dunkel Sky hævede sig over Hekla, og Kl. 11 begyndte Skyen at udsende en tæt Regn af graaliggule Slagger af et Rævehagls Størrelse. Himlen formørkedes, saa at det ved Middagstid var mørkt som den mørkeste Vinternat; man maatte tænde Lys i Gaardene, og de, der var ude, kunde med Nød finde hjem til deres Boliger; først henimod Kl. 3 blev det lyst som før. Det større, graalige Grus blev ved at regne ned i en Timestid, saa at det paa tør Jord kom til at ligge et Par Centimeter tykt; derefter faldt et vulkansk Sand, sort af Farve, med en svag, staalgraa Glans og ikke saa let som det tidligere Grus, der kunde flyde paa Vand. Askefaldet fortsattes ogsaa næste Dag, saa at Jorden om Middagen den 3. September allerede var dækket af et 3 Centimeter tykt Lag