Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

158 Dynamisk Geologi overfladen, som om Dagen blev opvarmet af Solen til 58 °, ved Mørkets Frembrud om Aftenen meget hurtig ved Udstraalingen blev afkølet til nær ved Frysepunktet. Klipperne sprang itu og splintredes i Stykker i alle mulige Størrelser fra Sandkorns Størrelse op til Blokke paa 50— 100 Kilogram. Stenarternes Vejrsmuldring, der begynder med den fine Sprække- dannelse paa Grund af Mineralernes ulige Udvidelse, kan fortsættes og fuldføres i endnu højere Grad ved det indtrængende Vand og Fro- stens Indvirkning. Paa Grund af Haarrørskraften fyldes de ved Mi- neralernes Udvidelse og Sammentrækning opstaaede fine Revner og Spalter med Vand, der, naar det fryser, udvider sig med meget stor Kraft og sprænger Stenarterne fra hinanden. Jo oftere Frost og Tø af- veksler, desto mere vil denne Sønderdeling skride frem. De fra Klippe- siderne løsrevne Sten- og Grusmasser skrider ned og ophober sig ved Klippernes Fod som en Skraaning, der bærer forskellige Navne: Talus, Ur, Rouse m. m. Den egentlige kemiske Forvitring indledes og lettesi Reglen ved Vejrsmuldringen, da der derved skabes talrige Angrebspunkter for Luft og Vand, medens en kompakt Stenart, der ikke er opsprækket, kun angribes langsomt, da den udenpaa Stenen opstaaede Forvitringsskal oftest beskytter de indenfor liggende friske Partier af Stenen mod Luf- tens og Vandets Angreb. Kun meget faa Mineraler, saasom Grafit, Dia- mant, Guld og Platinmetallerne kan siges slet ikke at være i Stand til at undergaa Forvitring, det samme kan tildels siges om Kvarts (der dog let vejrsmuldrer). Alle andre Mineraler bukker før eller senere under for Atmosfæriliernes Indflydelse og undergaar mere eller mindre dybtgaaende kemiske Omdannelser, hvorved tillige deres Struktur og de enkelte Bestanddeles Rumfangsforhold forandres, saa at Stenarternes Sammenhæng løsnes. Denne mekaniske og kemiske Sønderdeling er af overordentlig stor Betydning, da de i Stenarterne værende „plante- nærende Stoffer'* samt de Bestanddele, som er nødvendige til Dyrenes Skelet, til deres Skaller o. s. v., derved bliver gjort lettere tilgængelige og kommer ind i Stoffernes omfattende Kredsløb paa Jordoverfladen, i de nær ved Overfladen værende Jordlag, i Luften, i Havet og i de ferske Vande, et Kredsløb, der ikke alene betinger Havebrug, Agerbrug og Skovbrug, men ret beset overhovedet alle Organismers Liv. I Jord- bundslæren vil der nærmere blive gjort Rede i det enkelte for For- vitringsfænomenerne i deres snevrere Forbindelse med Jorddyrkningen, hvorfor vi her kan nøjes med at fremdrage de Træk, der i geologisk Henseende har den største Betydning. Den i Luften værende eller i i Vandet opløste Ilt virker iltende paa Sulfiderne og paa de lavere Ilter,