Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

Dynamisk Geologi 187 bort, saa at man fra Snefjeldet ofte ser en hel Fane af løs Frostsne staa ud i Vindretningen. Er Fjeldsiderne stejle, vil Sneen, naar der har sam- let sig tilstrækkelig meget af den, til Tider rulle ned eller skride ned som en Snelavine eller et Sneskred. Herved foraarsages der ikke sjældent Ulykker og ofte betydelige Vanskeligheder ved Vej- og Jern- baneanlæg, der maa føres frem i Nærheden af Snefjelde. Man tvinges til at bygge Jernbanelinjerne ind i Fjeldet eller til at forsyne dem med stærke Tage til Beskyttelse mod de om Foraaret nedstyrtende Laviner. Er Fjeldsiderne mindre stejle og i Særdeleshed, naar der findes højere liggende Fjelddale, vil Sneen have Lejlighed til at samle sig i større Masser og danne en Firn eller Snefon. Sneen forandres under Lag- ringen i Firnen i dybere Lag efterhaanden til Firnsne; den bliver ved Trykket og ved den idelig gentagne delvise Optøning og Frysning for- andret fra almindelig Sne til en kornet Masse, hvori de enkelte Korn er af en fastere og tættere Beskaffenhed end i den løst sammenblæste Snedrive. Den samme Forandring kan i mindre Maalestok ses, naar almindelig Vintersne herhjemme i længere Tid henligger i større Driver. Ved Snefaldet paa Firnens Overflade og ved Sneskred fra Fjeldene ovenfor bliver Trykket paa Firnsneens underste Lag større og større, og Massen begynder derfor at bevæge sig ud til Siden. Gennem det lavest- liggende Pas eller Lavning søger den nedad som en langsomt flydende Flod, hvis Masse fra hvid, kornet Firnsne efterhaanden forvandles til fastsammenhængende, glasklar, ofte blaalig farvet Gletscheris. Under- tiden nedflyder der fra et Firnomraade kun een Gletscher, undertiden kan samme Firn forsyne mange Gletschere. Saaledes udgaar fra det 900 Kvadratkilometer store Firnomraade ved Justedalsbræen i Norge 24 store og c. 80 mindre Bræer. Gletscherne flyder som Floder ned fra Firnen og er underkastet de for strømformige Masser almindelige Love med de Særegenheder, som Bevægelsens Langsomhed og Isens ejen- dommelige Beskaffenhed foraarsager. Bevægelsen er i Reglen saa lang- som, at man kun kan opdage, at Isen overhovedet skrider frem, naar man anstiller særlige Maalinger derover og fortsætter Iagttagelsen gen- nem et længere Tidsrum. Selv Uperniviks Isstrøm, som har den fæno- menalt store Hastighed af c. 38 M. i Døgnet, vilde, hvis Bevægelsen var jævn, ikke paa nogen Maade have „Sneglefart", og Middelhastig- heden af fx. Alpegletscherne er kun c. 100 M. om Aaret. Har Under- laget for Gletscheren en jævn Heldning, vil Gletscherisen bevæge sig nedad som en sejgflydende Masse. Da Gnidningsmodstanden mod Siderne og mod Bunden er stor, vil dér i Isstrømmens Midte være den største Hastighed ligesom i en Flod. Anbringer man derfor en Række Maalestokke eller Sten i en ret Linje tværs over en Gletscher, vil man