Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

Dynamisk Geologi 189 Siderne, naar Lejet udvides, derved kan der opstaa Længdesprækker i Gletscherisen. Under Bevægelsen ned ad Dalføret vil Gletscherens Mægtighed blive mindre og mindre paa Grund af Ismassernes Fordamp- ning langs Overfladen og navnlig paa Grund af Bortsmeltningen, der finder Sted baade fra Overfladen, fra Siderne og fra Bunden. At der foregaar en saadan Bortsmeltning fra Overfladen er kendelig nok blandt andet ved de mange Smeltevandsbække, som ved Sommertid løber paa Isstrømmens Overflade indtil de finder en Revne, hvorigennem de kan søge ned. Yderligere giver Afsmeltningen sig tilkende ved Dannelsen af Glet- scherborde, hvoraf der i Fig. 112 er givet en Afbildning fra Forno Gletscheren i Schweiz. Naar en større Sten henligger paa Isens Over- flade, vil den, da Stenen er en meget daarlig Varmeleder, beskytte den underliggende Ismasse mod Afsmeltningen ved Solstraalernes Indvirk- ning. Isen udenom Stenen tøer derimod bort, og Stenen kommer til at hvile paa en Sokkel, der hælder mod Syd. Sokkelens Højde afhænger tildels af Stenens Størrelse, saa at man under store Sten i Alpeglet- scherne kan finde „ Bordbender er 3—4 Meter høje, men da Solen skinner paa den sydlige Side, kommer Sokkelen til at hælde mere og mere, saa at Stenen tilsidst falder af mod Syd. Derpaa begynder Dan- nelsen af et nyt Gletscherbord, der atter, naar Tiden kommer, lader Stenen faa en ny Forflytning Sydover osv. Paa denne Maade vil Sten, der falder ned paa Gletscherranden fra de omgivende Fjelde, efter- haanden kunne vandre Syd paa og spredes ud over hele Gletscherover- fladen, samtidig med at Gletscheren paa sin Ryg bærer dem nedad Dalføret. Omvendt vil Smaasten og Sand paa Grund af den mørkere Farve indsuge Solvarmen stærkere og blive varmere end Isens Over- flade. De vil derfor smelte sig Huller med i Isen, saa at den faar en takket og ujævn Overflade. Fra Alpegletscherne kendes saadanne Smelte- huller, undertiden af flere Meters Dybde, med en skraa Retning pegende hen mod Solen, og paa Indlandsisen i Grønland fandt A. E. Nordenskiöld lignende indsmeltede Huller i Isens Overflade. De kunde være indtil 1 M. dybe og indeholdt i Bunden noget fint støvformig Materiale, som Nordenskiöld gav Navnet Kryokonit (Isstøv). Da det indeholdt Nikkel- jern, antog N., at det var Meteorstøv (se Side 99). Senere har man fundet, at Kryokoniten, som det var at vente, ogsaa indeholdt eller for den væsentligste Del bestod af terrestrisk Støv, d. v. s. Forvitrings- produkter fra de langs Islandsisen opragende Fjelde; enkelte Steder viser Støvet sig endog hovedsagelig at bestaa af Rypeekskrementer, der i tør og smuldret Tilstand kan føres langt ind paa Isen af Vinden. At kosmisk Støv dog i ikke ubetydelig Grad nedfalder paa Jordens og