Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi
Forfatter: K. Rørdam
År: 1910
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sider: 414
UDK: 55 (48)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
204
Dynamisk Geologi
nelsen af nye Laguner. I disse brede og grunde Vandsamlinger ved
Kysten afsætter Jøkelelvene meget af deres fine Ler, og Tangerne, der
adskiller Lagunerne fra Havet, er ogsaa for største Delen sammensat
af fint Sand og Ler. Materiale af store Blokke har Brændingen ikke til
sin Raadighed, thi Sand- og Lerfladerne fortsættes paa Bunden langt ud
til Søs, og Fjældsider, hvorfra store Blokke kunde nedrives, findes ikke
ved denne Kyst; Havet har for længe siden trukket sig tilbage fra dem.
Brændingen ved Kysten er ellers meget svær, og under stormfuldt Vejr
kastes ofte Fisk i Hundred- og Tusindvis paa Land; disse Sand- og
Leraflejringer vil derfor engang i Fremtiden indeholde forstenede Fiske-
rester .....De Faktorer, der har været virksomme ved Sandenes Dan-
nelse er: Jøkelelvene, mindre Jøkelløb, vulkansk Askefald og Flyvesand.
De vældige Jøkelmasser ved Islands Sydkyst, der optager et Areal af
næsten 10000 Km., maa nødvendigvis sende mægtige Vandmasser
ned til Kysten, og da denne ligger kort fra og kun er adskilt fra Jøk-
lerne af Sandfladerne, flyder Vandet som oftest i mange korte Vandløb
lige ned til Stranden.
Paa de flade Sandstrækninger veksler Flodernes Løb idelig, ja større
og mindre Forandringer foregaar daglig, da Vandmængden er yderst
variabel efter Issmeltningen i Jøklerne; mange af disse Elve fører om
Vinteren kun en Brøkdel af deres Vandmasse om Sommeren, og de
forskellige kolde og varme, fugtige og tørre Aaringer har ogsaa den
største Indflydelse paa deres Vandmængde. Alle Jøkelelvene har det til
fælles, at de fører meget Grus og Ler, og at de paa Fladlandet forgrener
sig meget stærkt. Under Jøklerne og ved Gletscherenderne er Elvenes
Fald sædvanlig temmelig stejle, og desuden modtager Elvene betydelige
Ladninger Grus fra Morænerne; derfor fører de mere Grus ned paa
Lavlandet, end de kan magte, naar Strømkraften bliver mindre; Floden
opdæmmes, de stærkeste Arme river sig frem gennem Gruset, møder
nye Hindringer, forgrener sig, forenes med andre, faar Kraft nok til
atter at bryde igennem større Grusmasser, afgiver Smaaarme, svækkes
atter o. s. v. Denne stadige Kamp mellem Strømmen og Grusmasserne
giver Anledning til de utallige Forgreninger; der er en stadig Vekslen
i de utallige Flodarme, som den ene Dag svulmer op til farlige Elve og
den anden Dag skrumper sammen til næsten intet; i et Øjeblik kan de
tilstoppes, forgrenes, forlade de gamle Lejer for at danne nye; de kan
opdæmmes til store Søer og oversvømme milelange Strækninger eller
skære dybe Flodlejer i Gruset, hvori de saa maaske kan holde sig i
aarevis. En saadan Elv er derfor et højst indviklet Kompleks af Hun-
dreder af Arme med mellemliggende Ler- og Sandøer og Grusrygge,
der er lige saa foranderlige som Elven selv."