Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

204 Dynamisk Geologi nelsen af nye Laguner. I disse brede og grunde Vandsamlinger ved Kysten afsætter Jøkelelvene meget af deres fine Ler, og Tangerne, der adskiller Lagunerne fra Havet, er ogsaa for største Delen sammensat af fint Sand og Ler. Materiale af store Blokke har Brændingen ikke til sin Raadighed, thi Sand- og Lerfladerne fortsættes paa Bunden langt ud til Søs, og Fjældsider, hvorfra store Blokke kunde nedrives, findes ikke ved denne Kyst; Havet har for længe siden trukket sig tilbage fra dem. Brændingen ved Kysten er ellers meget svær, og under stormfuldt Vejr kastes ofte Fisk i Hundred- og Tusindvis paa Land; disse Sand- og Leraflejringer vil derfor engang i Fremtiden indeholde forstenede Fiske- rester .....De Faktorer, der har været virksomme ved Sandenes Dan- nelse er: Jøkelelvene, mindre Jøkelløb, vulkansk Askefald og Flyvesand. De vældige Jøkelmasser ved Islands Sydkyst, der optager et Areal af næsten 10000 Km., maa nødvendigvis sende mægtige Vandmasser ned til Kysten, og da denne ligger kort fra og kun er adskilt fra Jøk- lerne af Sandfladerne, flyder Vandet som oftest i mange korte Vandløb lige ned til Stranden. Paa de flade Sandstrækninger veksler Flodernes Løb idelig, ja større og mindre Forandringer foregaar daglig, da Vandmængden er yderst variabel efter Issmeltningen i Jøklerne; mange af disse Elve fører om Vinteren kun en Brøkdel af deres Vandmasse om Sommeren, og de forskellige kolde og varme, fugtige og tørre Aaringer har ogsaa den største Indflydelse paa deres Vandmængde. Alle Jøkelelvene har det til fælles, at de fører meget Grus og Ler, og at de paa Fladlandet forgrener sig meget stærkt. Under Jøklerne og ved Gletscherenderne er Elvenes Fald sædvanlig temmelig stejle, og desuden modtager Elvene betydelige Ladninger Grus fra Morænerne; derfor fører de mere Grus ned paa Lavlandet, end de kan magte, naar Strømkraften bliver mindre; Floden opdæmmes, de stærkeste Arme river sig frem gennem Gruset, møder nye Hindringer, forgrener sig, forenes med andre, faar Kraft nok til atter at bryde igennem større Grusmasser, afgiver Smaaarme, svækkes atter o. s. v. Denne stadige Kamp mellem Strømmen og Grusmasserne giver Anledning til de utallige Forgreninger; der er en stadig Vekslen i de utallige Flodarme, som den ene Dag svulmer op til farlige Elve og den anden Dag skrumper sammen til næsten intet; i et Øjeblik kan de tilstoppes, forgrenes, forlade de gamle Lejer for at danne nye; de kan opdæmmes til store Søer og oversvømme milelange Strækninger eller skære dybe Flodlejer i Gruset, hvori de saa maaske kan holde sig i aarevis. En saadan Elv er derfor et højst indviklet Kompleks af Hun- dreder af Arme med mellemliggende Ler- og Sandøer og Grusrygge, der er lige saa foranderlige som Elven selv."