Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

Historisk Geologi 239 poder og Vingesnegle, Krybespor af Annelider samt de kiselafsondrende Radiolarier. Resterne af Organismerne er hyppigt undergaaet stærke Omdannelser, saa at de er vanskelige at bestemme nærmere med Sik- kerhed, og man kan roligt gøre Regning paa, at mangfoldige Former i Tidens Løb er blevet fuldstændig udslettet, saa at intet Spor af dem længere kan paavises, da de oprindelig sedimentære Lerskifer- og Sand- stenlag, hvori Forsteningerne blev aflejret, er omdannet til krystallinske Skifere og Kvartsiter. Af Planter finder man ingen bestemmelige Rester i den algonkiske Formation, men det er sandsynligt, at de bituminøse Imprægnationer, som er ikke saa sjældne i Skifere og Kalksten fra denne Formation, skyldes Havplanter. I Algonkium træffer vi altsaa de første paaviselige Spor af Liv, men de Organismer, der forekommer, hører allerede til vidt adskilte Grupper af Dyreriget og indbefatter ret højt organiserede Former. Nogle har heri villet se Beviser for, at det organiske Liv ikke, som forudsat i Udviklingslæren, er udgaaet af en enkelt eller nogle faa Grund- former, men at Livet har taget sin Begyndelse med vidt adskilte For- mer. Dette beror dog sikkert paa et Fejlsyn. De ældste i de gamle algonkiske Lag fundne Dyreformer kan ingenlunde antages at repræsen- tere det første organiske Liv paa Jordens Overflade. Der maa forud for dem have levet utallige Slægtled, som efterhaanden har differentieret sig ud i mere og mere adskilte Former, hvoraf de faa kendte Former kun er en ganske ringe opbevaret Rest. Det beror paa rene Tilfældig- heder, om en Dyre- eller Planteform, naar den dør, aflejres under saa- danne Naturbetingelser, at den kan blive omdannet til en genkendelig Forstening, langt det største Antal døde Organismer fortæres af andre eller raadner bort uden at efterlade sig det mindste Spor. En endnu større Tilfældighed er det, om paagældende Forstening senere hen bliver fundet i Laget af et Menneske, der har Naturkundskab nok til at fatte Betydningen af Fundet. Skønt man fra alle Formationer tilsammen- tagne kender over 100000 forskellige uddøde Dyrearter, og deres Antal stadig forøges ved nye Opdagelser, tør man dog med Sikkerhed slutte, at der har levet mangfoldige Gange dette Antal Arter af Dyr og Planter, om hvilke vi næppe nogensinde vil erfare noget. Hertil kommer for de proterozoiske Dyreformers Vedkommende den Omstændighed, at alle de kendte sedimentære Lag fra denne Formation,