Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi
Forfatter: K. Rørdam
År: 1910
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sider: 414
UDK: 55 (48)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
10
Indledning
Korpuskier, saa at det hele var en til højeste Hvidglødhede opildnet
Dampsky. Denne glødende Sky havde en uhyre Udstrækning og har
sikkert strakt sig ud over Grænserne for de nuværende yderste Plane-
ters Bane. Massen var i Bevægelse eller kom i Bevægelse omkring sit
Tyngdepunkt i Retningen fra Vest mod Øst. Verdensrummet har efter
alt at dømme en meget lav Temperatur meget nær eller faldende sam-
men med „det absolute Nulpunkt“ og var næppe den Gang varmere
Fig. 3. Saturn med Ringen.
i Klodeform til et mindre Rumfang. Den omdrejende
derved hurtigere, og Centrifugalkraften bragte Stoffet
uden forden om-
drejende gløden-
de Taage. Der
maatte altsaaske
et stort Varme-
tab ved Udstraa-
ling til Verdens-
rummet, og Taa-
gen blev der-
ved efterhaan-
den koldere paa
Overfladen og
trak sig sammen
Bevægelse blev
til at forme sig
som en Omdrejningsellipsoide. Den stadige Sammentrækning øgede
Hastigheden, og den snurrende Fart bragte en roterende Taagering til
at bulne ud omkring Klodens Ækvator. Fra Fysiken ved vi gennem
Plateaus Forsøg, at en saadan Ringdannelse finder Sted, naar en
homogen Masse, hvori Massedelene er indbyrdes let forskydelige, drejer
sig om sin egen Akse, og Hastigheden bliver saa stor, at Centrifugal-
kraften bliver stærk nok til at bryde Sammenhængskraften og Smaa-
delenes indbyrdes Tiltrækning. I Verdensrummet gaar Planeten Saturn
med sin lysende Ring som et synligt Vidnesbyrd om, at det samme
Fænomen kan foregaa i det store (Fig. 3).
Ved Plateaus Forsøg ser vi endvidere, at Ringen brister, naar Hastig-
heden forøges ud over en vis Størrelse, og den brudte Ring vil samle
sig til Smaakloder, der svæver rundt om Moderkloden som Planeterne
om Solen og Drabanterne om Planeterne.
Ifølge Kant-Laplace’s Teori har der altsaa fra Planetsystemets Midt-
klode, d. v. s. Solen, fra Tid til anden løsnet sig Taageringe, der er bievne
til Kloder, til Planeter, hvoraf altsaa de yderste maa være de ældste.
Planeterne har igen affødt Taageringe, der har samlet sig til Drabanter
om paagældende Planet. Kun Saturn har endnu Taageringen bevaret,