Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

Forfatter: K. Rørdam

År: 1910

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sider: 414

UDK: 55 (48)

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 438 Forrige Næste
292 Historisk Geologi eller „det hængende" i Gruben, medens Lerlagene er „Gulvet“ eller „det lig- gende". Allerede i den første Begyndelse af Juratiden ophørte Afsætningen af de kulførende Lag i Skaane, medens den fortsattes i noget længere Tid — ind i „Lias“ — paa Bornholm. Den yngste Aflejring i Skaanes kulførende Dannelser er Sandstenen ved Hör, der er aflejret paa lavt Vand i Begyndelsen af Jura- tiden (Lias). Havet var da steget ikke alene op over de tidligere afsatte kul- førende Dannelser, men ogsaa et Stykke op over de Vest derfor liggende Grund- fjeldpartiers lavest liggende Strækninger, saa at man i Skaane kan finde Hörs Sandsten aflejret umiddelbart ovenpaa Grundfjeldet. Sandstenen bliver benyttet til Møllesten og er brugt som Bygningssten til Lunds Domkirke. Juraform ationen. Under dette Navn sammenfatter man en stor Mængde forskellige Stenarter, der er dannet i Tidsrummet mellem Keuperperioden og Kridt- tiden. Den tidligere omtalte engelske Ingeniør og Geolog Wm. Smith (Side 13) var den første, som gjorde opmærksom paa de udstrakte Lag fra denne Tidsperiode, som fandtes i England. Formationen kaldtes Oolit, da mange af Lagene i England er oolitiske eller rognstenagtige, d. v. s. bestaaende af smaa, sammenkittede, kugleformige Konkretioner, dels af kulsur Kalk, dels af Brunjernsten*). Under Navnet Oolit gaar Formationen endnu tildels i England og Amerika, medens Alexander v. Humboldt var den første, der anvendte det nu almindelig brugte Navn Juraformation paa de i Jurabjergene optrædende anselige Kalklag. Fra England stammer ogsaa Navnene Lias, Dogger og Malm paa Juraformationens tre Hovedafdelinger**), medens de tyske Benævnelser *) Stenarter, hvori Kornene kun er smaa, kaldes Oolit (af det gr. oon — - Æg, litos = Sten) eller Rognsten, paa engelsk roestone. Naar Kornene er saa store som Ærter, kaldes Stenarten Pisolit (lat. pisum = Ært) eller Ærtesten, paa engelsk peastone. Bestaar Stenarten af Brudstykker af Forsteninger, kaldes den paa engelsk ragstone, der egentlig betyder Pjaltesten. Særlig Koralrag, bestaaende af Koral (og Bryozo) Brudstykker forekommer ret jevnlig. Navnet Koralrag bruges i de fleste Sprog for saadanne Stenarter, ligesom Oolit og Pisolit. **) Lias, som nu bruges hele Verden over, er en oprindelig Udtale af det engelske Ord layers (d. v. s. Lag), saaledes som dette Ord ved forrige Aarhun- dredes Begyndelse udtaltes af Stenbryderne i Sommersetshire i England. De benyttede denne Betegnelse (udtalt lejers) for en Række af vekslende tynde Kalk- og Skiferlag. Dogger. I den nordostlige Udkant af Yorkshire i England findes nogle tynde Kullag indlejret i Sandsten. Lagene blev kaldt Dogger-Serien, da Sand- stenen indeholder haarde, jernholdige Konkretioner, der vanskeliggjorde Kul- brydningen. Landbefolkningen i Yorkshire kaldte for et Aarhundrede siden en- hver større rund Sten, der laa dem i Vejen, for a dogger. Malm (udt. mam) var en i Omegnen af Oxford af Stenbryderne brugt Be- tegnelse for nogle Bænke af oolitisk Kalksten, der afvekslede med lerede Mellemlag.