Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

 Historisk Geologi 291 mægtigt Middelhav, som man har givet Navnet Thetys. Det har mod Syd beskyllet Kysterne af det tidligere beskrevne Gondwanaland, der strakte sig fra Ceylon til Australien og Sydafrika. Mod Nord grænsede Thetys op til de dels sumpige dels ørkenagtige Egne i Europa. Ogsaa paa Spitsbergen, Novaja-Semlja gennem Øst-Sibirien, Kirgisersteppen og Turkestan findes Triasdannelser af oceanisk Facies, der ligeledes gen- findes i Nordamerika Vest for Alleghanybjergene (British Columbia og Californien) ud til Stillehavet, i Sydamerika (Peru) samt Japan og Australien. Skaanes Rhæt-Lias. Med Silurformationens yngre Lag ophører den regel- mæssige Lagfølge i Sverig, saa at man ikke finder nogetsomhelst Spor af Lag fra Devon-, Kul- eller Permtiden. Landet har sandsynligvis i disse lange Tids- rum ligget over Havet og de Lag, der maaske kan være opstaaet i denne Tid, er atter forsvundet ved den senere Denudation. Derimod findes baade Trias-, Jura- og Kridttidens Dannelser repræsenteret i Skaane, dog har man her hos ingen af disse Dannelser den fuldstændige Lagfølge, men kun nogle af Under- afdelingerne. Væsentlig efter den svenske Geolog A. E. Törnebohm kan med- deles følgende: Af Triasformationen har man det sidste Led — Keuper — repræsenteret i nogle røde Sandstene og Lerarter, som er synlige dels Nord for Höganäs, dels mellem Vallåkra og Tågarp samt i Egnen Nord for disse Steder. Ovenpaa de røde Triaslag i Skaane ligger en 2—300 M. mægtig Lagserie, be- staaende af graa Sandsten, samt graa Skifere og Lerlag. Den tilhører Overgangs- tiden mellem Trias og Jura og kaldes Rhæt-Lias. Den kaldes ogsaa ofte for Skaanes Kul formation, men de skaanske Kullag er dog meget ubetydelige i Sammenligning med de Kullag, der mange andre Steder findes i Stenkulforma- tionen. Skaanes kulførende Formation begyndte at afsættes ved en lav, sumpet Strand, beklædt med Datidens Skove, i hvilke der fandtes ejendommelige Naale- træer, nær beslægtet med Former, der nu lever i Japan. Cykadeer og Bregner spillede dog Hovedrollen i Vegetationen, som man kan se af de Plantelevninger, der er fundet i nogle af Formationens Lag. Den ene Skovgeneration efter den anden opstod, døde hen og gav Materiale til Kuldannelsen. Efter nogen Tids Forløb sank Jordbunden, og Havet trængte ind over Sumpegnene og bedækkede dem med tykke Lag af Sand og Ler, der indeholder Skallerne af marine Blød- dyr. Skaanes Kulformation optager et større Omraade i Provinsens nordvestlige Del og strækker sig fra Engelholm og Höganäs Syd paa til Vallåkra og Billes- holm. Desuden findes der om Esløf og Ramsåsa et Par mindre Kulfelter. Kun det førstnævnte Omraade har dog Betydning. Foruden ved Höganäs brydes der Kul ved Billesholm og Bjuf o. fl. St. Kullagene er imidlertid af temmelig ringe Tykkelse i Almindelighed kun 1—2 Decimeter, undertiden 3—4 Decim., men sjældent mere. Ofte ligger flere Kullag tæt ovenpaa hinanden og betragtes som hørende til samme „Fløts“. Saaledes bestaar den Fløts ved Höganäs, hvoraf man har brudt Kul siden Slutningen af næstforrige Aarhundrede, af 7 særskilte smaa Kullag, af hvilke kun et, der er 18 Ctm. tykt, indeholder Kul, der er saa gode, at de kan sælges. De andre Lag giver derimod saa askerige Kul, at de maa bruges paa Stedet til Teglbrænding o. lign. Under Kullagene ligger der ildfast Ler, der i Reglen har nok saa stor økonomisk Betydning som Kullagene. Oven- paa Kullagene ligger der de fleste Steder Sandsten, som altsaa danner „Taget" 19*