Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

Historisk Geologi 327 kommet faaet en i fysisk Henseende mere fuldkommen Bygning end Stamfædrene, saa at Dyrearten er blevet bedre skikket til at føre netop den specielle Levevis, hvortil den nu har tilpasset sig. Som Eksempel herpaa plejer man at anføre Hesteformernes Udvikling gennem de ter- tiære Tidsrum, da man gennem mange vel undersøgte Fund baade i Europa og Amerika kender Udviklingshistorien i de vigtigste Hoved- træk. Hestens Stamfædre var i Eocæntidens Begyndelse et temmelig uanseligt Dyr omtrent af et lille Hedefaars Størrelse. I Fig. 198 er Dyret a b c d Fig. 199. Forfod af forskellige Hesteslægter. a Orohippus Eocæn; b Mesohippus Miocæn; c Miohippus Miocæn; d Protohippus Pliocæn; e Equus Nutiden. gengivet i restaureret Tilstand efter en Tegning udført paa Grundlag af de forskellige Skeletfund i Wyoming, U. S. efter den amerikanske Zoolog H. F. Osbom’s Undersøgelser. Dyret havde paa Forbenene fire Tæer og paa Bagbenene tre Tæer, der satte det i Stand til at færdes paa blød Bund ligesom Tapirerne, som den ogsaa viser Slægtskab med i andre Henseender. Senere hen, da der opstod Prærier, vænnede Dyrene sig til fortrinsvis at søge deres Næring af Græsset, der groede paa den tørre Bund og til at søge Sikkerhed ikke ved at skjule sig, men ved hurtig Flugt. Dyrene voksede i Størrelse, og deres Tandsystem og Fødder om- dannedes i Overensstemmelse med den forandrede Levevis. Fødderne blev derved lidt efter lidt omdannet fra at bære fire Tæer til kun at være forsynet med en enkelt Hov som Nutidens Heste. I Fig. 199 er de forskellige Trin af denne Omdannelse gengivet i det væsentlige efter Marsh, der ogsaa paa disse Omraader har indlagt sig store Fortjenester. a er en Slægt af Hyracotherinm, kaldet Orohippus fra Eocæn; b Meso-