Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

Historisk Geologi 361 altsaa haandgribelige Beviser paa, at der levede Mennesker i Pliocæntiden. Imid- lertid er der af Laville i de øvre pliocæne Lag i Eure’s Floddal i Nordfrankrig fundet en Mængde skarpkantede Flintfliser og Flintstykker, som meget vel kan have været brugt, og som angives at have Mærker af Brug, og tildels at være tildannet til bestemte Redskaber. Stenstykkerne fandtes sammen med Knogler af Elephas meridionalis, en Elefantart nærstaaende ved den nulevende afrikanske Elefant, men antagelig noget større af Legemsbygning. Denne Elefantart er typisk for øvre pliocæne og lidt yngre plejstocæne Lag. I endnu langt større Maalestok er der af den tidligere nævnte belgiske Eolitforsker A. Rutot ved Reutél i Lysflodens Dal i Flandern og paa Sletterne ved Mons Syd for Bryssel fundet formentlig tilhuggede Flintfliser og „Kærner", Stykker, hvoraf saadanne Fliser er afhugget. Man har endog givet hele den Kulturperiode, hvorom disse Stenredskaber skal bære Vidne, et særskilt Navn: Reutélien. Fantasifulde Skri- benter har fremsat fuldstændige Beskrivelser af, hvorledes Menneskenes Ud- seende og Sjælsevner var i Reutélienperioden, og en fremragende Kunstner har endog malet en stor Portrætgruppe af en Familie omtrent fra denne Tidsalder. Portrætterne ligner sikkert Originalerne udmærket, og ingen kan modsige Reu- télienfamiliens Memoireskriver, men Grundlaget, hvorpaa det hele hviler, bliver dog anfægtet af flere. Der er mod Fundene af Stensager fra Reutélienperioden gjort en ganske lignende Kritik gældende som mod Eolitfundene fra Miocæn- tiden (se Side 353), og flere ansete Arkæologer betragter de foregivne pliocæne Stenaldersfund med megen Skepsis. Man maa derfor henvise til fremtidige Fund for at vinde fuld Klarhed og Enighed blandt de forskellige Forskere. Fra Geolo- giens Side maa det dog hævdes, at der ikke alene kan, men næsten nødvendig- vis maa have levet en primitiv Menneskerace i Pliocæntiden, selv om der endnu ikke i pliocæne Lag er fundet Skeletdele, der med Sikkerhed kan henføres til saadanne tidlige Stamformer. Endnu er i denne Sammenhæng at omtale et mærkeligt Fund af forskellige Knogler fra Java. I Nærheden af den nuværende Bengziiwzz-FIod N. f. Soerabaja paa Java fandt et stærkt vulkansk Udbrud Sted i Pliocæntiden. Ved Askefaldet blev der dræbt en Mængde Pattedyr, hvis Lig sammen med Askemasserne skyl- ledes ned i en Lavning ved Flodbredden et Sted, der nu bærer Navnet Trinil. Bengawanfloden har i det lange Tidsrum, der er gaaet, siden det vulkanske Ud- brud fandt Sted i Pliocæntiden, skaaret sig ned gennem de aflejrede Masser, og Knoglelaget ligger nu et Stykke oppe i Flodbrinken. En i den hollandske Rege- rings Tjeneste værende fransk Læge Eug. Dubois, der interesserede sig for Geologi, lod i 1891 anstille Udgravninger i Knoglelaget ved Bengawanfloden. Han fandt her Knoglerne af en Mængde store pliocæne Pattedyr, saasom Ele- fant- og Næsehornarter m. fl. Mellem disse Knogler fandt Dubois en Hjerneskal, en Kindtand og et Laarben, som han antog hørte til samme Individ. Hvorvidt dette Væsen, som Dubois gav Navnet Pithecanthropus erectus eller det oprejst- gaaende Abemenneske, er et tidligt Sideskud paa den Stamme, hvorfra baade Mennesker og de menneskelignende Aber nedstammer, eller det er selve Stam- formen, er endnu ikke afgjort, der synes at være flest Stemmer for den første Antagelse.