Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

372 Historisk Geologi vil maaske vanskeligt nogensinde blive det for Nordeuropas Vedkom- mende, da Isen under sin Bevægelse har frembragt megen Forstyrrelse og Omvæltning af Lagene og sine Steder bortført hele Lagserier. Hertil kommer, at Vandspejlet omkring Englands og Skandinaviens Kyster sikkert staar betydelig højere nu for Tiden end før Istiden. Det gamle plejstocæne Kystland er derfor adskillige Steder dækket af Havet, hvad der vanskeliggør Efterforskningerne, selv om man kan lære adskilligt af Søkaartene og lejlighedsvis ogsaa erfare et og andet om Havbundens Beskaffenhed, fx. ved Skrabninger. Men Undersøgelserne vanskeliggøres yderligere ved, at der i Kvartærtiden har været flere snart positive, snart negative Forskydninger af Strandlinjen, og de senere Forskydninger har ofte meget udvisket de tidligeres Spor. Det antages af mange Geologer, at Skotland i Plejstocæntiden mod Nord var landfast med Færøerne, Island og Grønland, samtidig med at England og Irland gik betydelig længere ud mod Vest i det mindste ud til 200 Meters Kurven. Paa tilsvarende Maade bredte Nordamerika sig Øst paa, og Labrador og Baffinsland maa antages at have været landfast forbundet med Grønland, saa at der mellem Europa og Nordamerika var fri Passage for Dyr og Planter, indtil Landisen kom og spærrede Vejen. Denne Isbedækning havde en meget stor Udbredelse i Europa og Nordamerika, som angivet paa Kaartet Fig. 220. Hvorvidt Nordamerikas og Europas Isbedækninger dannede et sammenhængende Hele, som Kaartet viser, er dog endnu usikkert. De med hvidt betegnede Stræk- ninger af Europa, Færøerne, Island, Grønland og Nordamerika har be- vislig været dækket af Indlandsis, der fra forskellige „Nedisningscentrer“ har bredt sig ud til Siderne. Den nordlige Del af Atlanterhavet har utvivlsomt samtidig været en stor Ismark i Lighed med Havstrækningen omkring Sydpolen nu til Dags. Ogsaa udenfor Skandinavien har i Europa under Istiden alle større Bjergkæder og højere Bjerge været Nedisningscentrer, hvorfra Bræerne bredte sig ud over Lavlandet. Saaledes fra Ural, Kaukasus, Balkan, Al- perne, Apenninerne og Pyrenæerne. Endogsaa paa Sardinien og Korsika har der været Isbræer. Lignende Forhold herskede i Nordamerika særlig i den østlige Del, hvor Indlandsisen skød sig ned til den 38. Bredde- grad, medens den ved Vestkysten standsede mere end 1000 Kilometer nordligere. I Asien var Himalayas Bjergknuder Centret for en stor Nedisning, og paa den sydlige Halvkugle fandtes store Bræomraader baade paa New-Zealand og i Patagonien.