Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

382 Historisk Geologi end den ydre Del, saa at Strandlinjerne, som selvfølgelig oprindelig blev afsat i vandret Stilling, nu hælder ud ad. De med sort aflagte Pletter langs Indlandsisens Vestrand er isdæmmede Søer, som opstod mellem Isranden og den skandinaviske Højderyg i dette Tidsrum. Da Isen smel- tede bort, udtømtes Søernes Vande Øst paa, men i de højeste Dele af de svenske Dalstrøg findes endnu Mærker af disse Søer i Søaflejringer og Indlandsterrasser. Den gamle Havbund er bedækket af marine Sedimenter af sædvan- lig Beskaffenhed. Nær ved Kysten findes Grus og Sand, længere ude Ler. Heri findes marine Dyrelevninger, blandt hvilke en af de mest typiske er den i Fig. 224 afbildede Yoldia arctica, der er Ledeforstening Fig. 224. Yoldia arctica. Naturlig Størrelse (efter Nordenskiöld). for disse Aflejringer. Denne Musling lever nu kun under arktiske Forhold paa temmelig dybt Vand, hvor Temperaturen Aaret rundt ikke varierer meget omkring 0°. Af andre Dyr kan nævnes foruden Skaldyr og Fisk store Havpattedyr som Svart- side, Remmesæl (Storkobben), Hvalros,Narhval, Hvidfisk,Grøn- landshval og flere andre Hvaler, der er fundet forskellige Steder i marine Lag i det tidligere havdæk- kede Omraade mange Meter over Havets nuværende Vandspejl. I de store svenske og i de finsk-russiske Søer, der tidligere stod i Forbindelse med hinanden ved den omtalte Havarm, levér der nogle Dyreformer, som ellers hører hjemme i salt og koldt Vand. Nogle af de væsentligste er Fisken Hornulken og Krebsdyret Idothea entomon, hvoraf der i Fig. 225 er givet en Afbildning (efter Nordenskiöld) af et levende Eksemplar fra Ishavet udfor Lenas Munding. De nu i det ferske Vand levende Former er blevet noget omdannet og formindsket i de mange Aartusinder, der er hengaaet siden Venern, Ladogasøen o. s. v. var Dele af et Ishav. I de finsk-russiske Søer lever ogsaa Ringsælen Phoca foe- tida, der maaske ogsaa er en Reliktform, som saadanne tiloversblevne Dyr og Planter kaldes. Det postglaciale Tidsrum, der strækker sig fra Istidens Slut- ningsperiode — den senglaciale Tid — til Nutiden, er karakteriseret ved, at Klimaet gennem forskellige Svingninger forandredes fra Istidens arktiske til Nutidens mere tempererede Forhold. Strandlinjen var for Nordeuropas Vedkommende underkastet forskellige Forskydninger, saa- ledes at Østersøen i et Tidsrum: Fastlandstiden eller Ancylus-Søens-