Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

Historisk Geologi 389 <er forsynet med en Haarkvast i Enden og tjener til Ror, naar denne lille Steppegnaver „som en Pil“ sætter af Sted med meterlange uhyre hurtigt efter hinanden følgende Spring henover den tørre Steppejord. De nulevende Pilspringere træffes væsentlig kun i de subarktiske Step- per i Østrusland og Vestsiberien. Adskillige andre smaa Gnavere, der nu ogsaa er Karakterdyr i samme Steppeegne, findes fossile i de om- talte Lag i Mellemeuropa. (En halv Underkæbe af en af disse Former ■Spermophilus rufescens er fundet i Jylland). Af større Dyr er Saiga- an til open maaske et af de mest bemærkelsesværdige i Lagene, der indeholder fossile Steppedyr. Levninger af den er fundet helt ind i Vest- Fig. 230. Alactaga jaculus, Pilspringeren. Frankrig, i Belgiens Knoglehuler, i Mellemtyskland, Bøhmen og Ungarn. Som Fig. 231 viser, er det en ejendommelig plump Antilopeform, der har tilpasset sig til den subarktiske Steppe, hvor den nu lever. Lige- ledes findes Knogler af Vildæslet og navnlig af Vildhesten. Dens Knogler <er fundet i store Mængder i franske og belgiske Huler, i Lösslagene ■ved Thiede og Wester-Egelen og mange andre Steder*). Af Rovdyr findes i de samme Lag: Ulv, Ræv, Schakal (Vildhund?) Jærv og mere sparsomt Huleløven, som Nehring mener har været en til Steppen -afpasset Form, der har staaet den nulevende nordafrikanske Løve meget nær. Hulebjørnen var derimod væsentlig knyttet til de bjergrige Egne, livor den har levet i overordentlig store Mængder, saa at man fra bayerske Huler har fundet Tusinder af Eksemplarer. Baade Bjørnen og den ligeledes uhyre talrige Hulehyæne strejfede dog til Tider langt ud over Stepperne. Stenbukken, hvoraf findes adskillige Levninger i Knoglehulerne, var derimod knyttet fastere til Bjergegnene. Det samme *) Den levede i Mellemeuropa helt ned i Postglacialtiden, og Nehring anser den for den direkte Stamfader til de „koldblodige“ Racer indenfor Tamhestene i Europa.