Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

388 Historisk Geologi skrivelse Levninger af en frodig Skovvegetation bestaaende af Rødgran? Skovfyr, Lærk, Taks, Birk, Eg, Ahorn m. m. sammen med Elephas an- tiquus (en sydligere Elefantform end Mammuter), Rhinoceros Mercki (et noget sydligere Næsehorn end det sammen med Mammuten levende lodne N.)> Urokse, Kronhjort, Hulebjørn m. m. Fra en meget omtalt og omstridt Forekomst ved Klinge (nær Kottbus S. f. Berlin i N. Lausitz)^ som dog nu almindeligvis anses for interglacial, har man fra Tørvelag og Lerlag omtrent de samme Planter som anført fra Schweitz sammen med Skeletdele af de samme Dyreformer, hvortil yderligere kommer Elsdyr, Kæmpehjort og Bæver m. m. Levningerne af Kæmpehjorten Megaceros hibernicus findes særlig udbredt i engelske (Øen Man) og irske Tørvemoser. Den har i hvert Fald levet i Interglacialtiden, efter nøgles. Anskuelser ogsaa et Stykke ind i Postglacialtiden. Den er i nært Slægt- skab med Daadyret, som ogsaa forekommer i interglaciale Lag. Foruden denne Skovtid, der har haft et Klima nok saa varmt som det nu- værende Klima i Mellemeuropa haves der ligeledes fra Interglacial- tiden, sandsynligvis fra et senere Tidspunkt, Vidnesbyrd om helt andre Naturforhold i Frankrig, Mellemtyskland, Bayern, Bøhmen, Ungarn og sandsynligvis ogsaa i Nordtyskland og Danmark, men i disse sidst- nævnte Egne er Vidnesbyrdene dog meget faa. Paa hele denne Stræk- ning har man, som den tyske Forsker Alfr. Nehring og andre har efter- vist, fundet en Mængde Levninger af karakteristiske Steppedyi\ hvis Forekomst nødvendigvis maa tilkendegive, at nu var Klimaet for- andret til et Fastlandsklima, der lod Steppenaturen komme til Udvikling overalt, hvor Terrænforholdene tillod det. Adskillige Forskere har, som den formentlige Grund til denne Klimatförändring, fremsat Anskuelser om, at Golfstrømmen i dette Tidsrum havde forandret Retning og ikke længere tilførte Europa Varme og Fugtighed, hvilken Anskuelse synes at være meget sandsynlig. Dyrelevningerne findes i Huler, i Gibs- og Saltaflejringer fra Saltsumpe og Saltsøer, men navnlig i Lösslag. Kli- maet har været tørt og blæsende, og Lössen er, som omtalt (Side 97} i de fleste Tilfælde en æolisk Aflejring. Den er et saa finkornet og let- flytteligt Materiale, at Vinden har kunnet tumle med den, saa at den har dækket over store Strækninger og har overlejret de under Vinterens Sne- storme eller Sommertørkens Støvstorme dræbte Steppedyr. Nogle af de vigtigste Findesteder er Gibsbruddene ved Thiede (Braunschweig) og Lösslagene ved Wester-Egelen og Quedlinburg (Provinsen Sachsen). Som nogle af de mest karakteristiske Steppedyr for disse Aflejringer kan væsentlig efter Nehring anføres følgende: Alactaga jaculus (Fig. 230) Pilspringeren, en Springmus lidt større end en almindelig Rotte. Dyret udmærker sig ved sine overordentlig lange Bagben og lange Hale, der