Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

392 Historisk Geologi tildrog sig først Opmærksomheden, og de Afsnit, hvori man kan inddele den palæolitiske Stenalder, bærer derfor ogsaa franske Navne, der hen- tyder til de franske Findesteder. Da Menneskets Optræden i Stenalderen har mange Berøringspunkter med de geologiske Forhold samt Plante- og Dyreverdenens Vekslinger i det kvartære Tidsrum, maa der her dvæles lidt nærmere ved Stenalders-Mennesket. Den palæolitiske Tid er efter Fundenes Art og Findestedernes Beliggenhed delt i et ret stort Antal Afdelinger, af hvilke dog her kun skal anføres de fire Hovedafde- linger, om hvilke der i Almindelighed kan siges at være Enighed blandt Forskerne. Som ved alle Tidsinddelinger af denne Art viser det sig dog ved nærmere Undersøgelse, at der ikke er noget skarpt Skel mellem de forskellige Afdelinger, men at der findes flere og flere Overgange, jo længere Undersøgelserne skrider frem, og jo flere Findesteder man træffer paa. De fire Hovedafdelinger for den palæolitiske Stenalder er følgende: Chelléen-Perioden* **)). Meget primitivt tilhuggede Flintredskaber findes sammen med Knogler af Elefanter, Næsehorn, Flodheste, Løver, Pantere m. fl. og med Planterester (Figentræ, Laurbærtræ m. fl.), der alt tyder paa et forholdsvis varmt Klima. Menneskene synes ikke at have haft faste Bopæle, men har øjensynlig trukket rundt éfter Vildtet, hvor dette fandtes. Redskaberne og Maaltidsresterne findes i Flodgrus- lag og lignende Aflejringer paa „frit Felt“ (ikke i Huler). Efter Dyre- og Plantelevningernes Art og Lejringsforholdene maa Chelléen-Tidens Begyndelse utvivlsomt henlægges til tidlig præglacial plejstocæn Tid. Man har fundet Flintredskaber af Chelléen-Typen i Sydengland, Frank- rig, Belgien, Tyskland, Mähren, Italien, Nord-Afrika samt Nord- og Syd- amerika. Det viser sig altsaa, at allerede paa et saa tidligt Tidspunkt har Menneskene været spredt over en stor Del af Verden. Som tidligere omtalt, var der omtrent paa samme Tid let Landforbindelse mellem Eu- ropa og Nordafrika, og afrikanske Dyreformer fandtes langt op i Europa. I Almindelighed er der ikke fundet Menneskeknogler sammen med Redskaber af Chelléen-Typen, hvad der let forklares ved de i Reglen ubeskyttede Findesteder, da Menneskeknogler let forvitrer og smuldrer hen, naar de er udsat for Luften*). *) Chelléen efter Findestedet Chelles i Departementet Seine et Marne lidt Øst for Paris. **) I Klippehuler ved Middelhavet paa begge Sider af den fransk-italienske Grænse har man fundet flere hele Skeletter og spredte Knogler af Mennesker, som dog ikke med Sikkerhed kan bevises at være fra Chelléen-Tiden og af flere Forskere anses for adskilligt yngre. Men disse Knogler viser sig ved nærmere Undersøgelser at stamme fra en meget lavt staaende negroid Race, der i Ben- bygningen har staaet den afrikanske Urbefolkning — Buskmænd og Hottentoter