Geologi Og Jordbundslære
Første bind: Den Almindelige Geologi

74 Petrografi smeltet Stenmasse, i Dybet, og Stenarter af denne Beskaffenhed kaldes derfor Dybdebjergarter. Mikrokrystallinsk kaldes en Struktur, hvori de enkelte Krystaller er saa smaa, at de kun kan iagttages, naar Stenarten slibes til tynde gennemsigtige Plader og iagttages under Mikroskopet. En saadan tæt Stenart antages at være blevet hurtigere afkølet under ringere Tryk og maa derfor være stivnet nærmere ved Overfladen. Den kaldes derfor Overfladebjergart eller Yderbjergart. I saadanne Sten ses ofte Mærker i det indre af, at de har bevæget sig i sejgflydende Tilstand, de er stribede eller har Fluidalstruktur. Naar selve Overfladen af den stivnede Masse bærer Præg af at have bevæget sig i sejgflydende Til- stand, siges Stenarten at have Lavastruktur, men dette er dog nærmest kun et Overfladefænomen (slakkeagtig Overflade). Ikke sjældent findes der i de tætte Bjergarter større for Øjet synlige veluddannede Krystaller af Mineraler, der er stivnede og udkrystalliserede før den øvrige Masse. Stenarter af denne Beskaffenhed siges at have porfyritisk Struktur. Krystallerne kaldes Strøkorn. Hvis der under Massens Stivning ud- vikles Damp- eller Luftblærer, som blærer Massen op og gør den „pibet" som gæret Brød, siges den at have Mandelstenstruktur. Damp- og Luftudviklingen i Massen kan gaa saa vidt, at den smeltede Magma paa Overfladen helt forvandles til Skum, der stivner og fører Navnet Pimp- sten. Endelig kan Massen med eksplosionsagtig Voldsomhed sprænges fuldstændig til Støv, den saakaldte vulkanske Aske. Sammendyngede Masser af vulkansk Aske kan senere blive helt eller delvis sammen- kittet til en løs og porøs Stenart, som kaldes Tuf. Ogsaa andre end vulkanske Stenarter af lignende porøs Beskaffenked siges undertiden at have tufagtig Struktur (Kalktuf). Glasagtig Struktur faar smeltede Masser, naar de stivner meget hurtig, uden at der er Lejlighed til at de enkelte Mineraler kan udkrystallisere. Som Type herpaa er det vulkanske Glas Obsidian. En Magma af samme Sammensætning kan altsaa danne helt for- skellige Stenarter under forskellige Omstændigheder. Af de plutoniske Bjergarter kendes baade Overfladebjergarter og Dybdebjergarter, da de Omvæltninger, der i Tidens Løb er foregaaet, hyppigt har bragt ogsaa Dybdebjergarterne frem for Dagens Lys. Af de vulkanske Bjergarter kender man derimod som Regel kun Exemplarer af Typen Overflade- bjergart, da man ikke kan komme til at iagttage og undersøge Sten- arterne dybere nede, paa Grund af Jordvarmen. De vigtigste Mineraler i de eruptive Stenarter er: 1) De lystfarvede Silikater, d. v. s. Feidspater og lys Glimmer. Det er altsaa Silikater af Aluminium, Kalium, Natrium og Calcium.