Læren om Lyset
Forelæsninger for Officerskolens ældste Klasse

93 forskj ellige Fig. 44. Det maa bemærkes, at vi paa den angivne Maade kun be- stemme Fasen af det brudte og tilbagekastede Lys, men ikke Mængden. Var saaledes det andet Medium ikke forskjelligt fra det første, saa kunde de samme Betragtninger ligefuldt gjøres gjældende, men i Virkeligheden vilde da Mængden af det til- bagekastede Lys være Nul. Af Bølgetheorien lader sig ogsaa udlede en ret mærkelig almindelig Lov for Lysstraalens Gang gjennem Medier fra et Punkt til et andet. Lad ACB være en enkelt Lysstraale, som fra A naar til B, og AC'B en anden tilgrænsende imellem de samme Endepunkter. Svingningerne i disse to Slraaler ville nu i B have den samme Svingningstilstand og altsaa forstærke hinanden, naar de begge have brugt den samme Tid om at gaa fra A. til B\ og for et helt Bundt af Straaler, som grænse meget nær til AC, maa det samme gjælde. Det meste Lys vil altsaa være kommen fra A til B gjennem Vejen ACB, der derfor kan betragtes som den enkelte af alle de fra A ud- gaaende Lysstraaler, der naar til B. Det ses tillige, at Straalen har en saadan Retning, at en lille Forandring af denne ingen Indflydelse vil have paa den Tid, Bevægelsen har behøvet for at forplante sig fra A til B, men heraf følger, at Retningen i Almindelighed maa være en saadan, at denne Tid bliver et Minimum (om et Maximum kan her ikke være Tale). Naar s er den af Lyset tilbagelagte Vejlængde i et Me- dium, hvis Brydningsforhold er n, saa kaldes ns den optiske Vejlængde. Da n er omvendt proportional med Lysets Hastighed IT, saa er den optiske Vejlængde ns proportional æed , altsaa med den Tid, Bevægelsen bar medtaget. Det ovenfor fundne Resultat kan altsaa ogsaa udtrykkes saaledes, at Lyset imellem to givne Punkter beskriver en saadan Bane, at den optiske Vejlængde bliver et Minimum. Af denne