Læren om Lyset
Forelæsninger for Officerskolens ældste Klasse

134 af Cornu og Duboscq opnaaet paa følgende Maade. Det til Polarisatorens Glasprisme hørende Kalkspathprisme er gjennem- skaaret i to lige Dele ved et Snit vinkelret paa den brydende Kant. Disse to Kalkspathprismer ere derefter atter satte sammen saaledes, at Svingningsplanerne i de to Prismers brudte Straaler komme til at danne en Vinkel med hinanden paa nogle faa (c. 10) Grader (Jellett’s Prisme). De ejendommelig brudte Straaler træde ud igjennem Åabningen B, der halveres af Prismernes Skilleflade. Naar nu Okularet (N og G) omdrejes, saa vil ved en bestemt Stilling den ene af de to Halvdele af B ses mørk, den anden lys, hvorefter ved en lille Omdrejning den første vil blive lys, den anden mørk. Okularet kan nu meget nøje indstilles paa det Punkt, hvor begge Halvdele ses ens. Til Vinklens Aflæsning tjener en fast Delekreds og en med Okularet fast forbunden Viser med Nonius. Som Lysgiver benyttes, naar Apparalet skal tjene som Saccharimeter, enten en Clilornatriumflamme eller Dagslyset, idet der da bag Aab- ningen A er anbragt en Plade, som kun gjennemlader næsten enkeltfarvet gult Lys. En Drejning af Lysets Svingningsplan kan, som Faraday har opdaget (1845), ogsaa fremkomme i en stor Mængde gjen- nemsigtige Legemer under Paavirkning af magnetiserende Kræfter. Man kan saaledes omvikle Røret i det ovenfor be- skrevne Apparat med mange Vindinger af en overspunden Kobbertraad, fylde Røret f. Ex. med Svovlkulstof og lede en stærk elektrisk Strøm gjennem Vindingerne. Der vil da kunne iagttages en Drejning af Svingningsplanen i den samme Ret- ning som den, hvori den elektriske Strøm gaar igjennem Vindingerne. Drejningen gaar altsaa her, i Modsætning til den naturlige eller molekulære Drejning, den samme Vej rundt, hvad enten Lysstraalerne gaa frem eller tilbage igjennem Røret. Til Forsøg med faste Legemer benyttes ogsaa en stor Elektromagnet med tilspidsede Ankere, saaledes som de bruges til diamagnetiske Forsøg. Legemet stilles med parallele po-