Læren om Lyset
Forelæsninger for Officerskolens ældste Klasse

 135 lerede Sideflader imellem Ankerets Spidser, og Ankerne selv ere gjennemborede efter Længden til Gennemgang for Lys- straalerne. For yderligere at forøge den i Almindelighed temmelig svage Drejning forsølvede Faraday det gjennemsigtige Legemes parallele Sideflader indtil paa to smaa Aabninger nær, saaledes at Lysstraalerne bleve flere (16—18) Gange tilbagekastede, inden de traadte ud af den anden Aabning. Herved forøgedes den magnetiske Drejning i samme Forhold som den af Straa- lerne i Legemets Indre tilbagelagte Vej, medens derimod den molekulære Drejning, hvis en saadan var tilstede, ikke foran- dredes ved de gjentagne Tilbagekastninger. Størrelsen af Drejningen paa en given Længde er pro- portional med den magnetiserende Krafts Kompo- sant i Straalens Retning. Den er mindst for rødt og størst for violet Lys. I Opløsninger er efter Verdet Drejningen lig Summen af dø forskjøllige i Opløsningen indøboldtø Stoffets Drejninger, fra hvilken Regel dog de magnetiske Jernsalte danne en Undtagelse, idet de ved deres Tilstedeværelse formindske Drejningen. Dobbeltbrydningen i toaxede Krystaller forhindrer denne lige som den molekulære Drejning, hvorimod den findes i enaxede Krystaller, f. Ex. Bjergkrystal, dog kun i Axens Retning. Sættes Drejningen i Faraday’s tunge Glas (Si O3 2B O.å 3Pb O'} lig 1, saa er den efter Bertin i almindeligt Flintglas 0,53, Tinchlorid 0,77, Svovlkulstof 0,74, Vand 0,25, Alkohol 0,18, Æther 0,15. Medens den findes i større eller mindre Grad hos alle Vædsker, har man derimod i luftformige Legemer og i det tomme Rum ikke kunnet paavise den. Aarsagen til Drej- ningen kan derfor ikke søges i en umiddelbar Virkning af den magnetiserende Kraft paa Lysstraalen. Interferens ved Brydning og Tilbagekastning. Som vi have set ved den Huyghens’ske Konstruktion af den brudte og tilbage- kastede Bølge, kunne vi altid betragte enhver Bølgebevægelse