Læren om Lyset
Forelæsninger for Officerskolens ældste Klasse

136 som resulterende af en Mængde elementære Bevægelser, der ere udgaaede fra svingende Centrer i en vilkaarlig valgt Flade, hvorigjennem Bevægelsen forplanter sig, og for saa vidt kan enhver Bølgebevægelse betragtes som fremkommen ved Inter- ferens eller Vexelindgreb af flere samtidige Bevægelser. Men i Reglen bruges i Lyslæren Ordet Interferens kun i de Tilfælde, hvor de forskjellige Bevægelser ved at addere sig til hverandre afvexlende forstærke og svække hverandre, saa- ledes at der paa nogle Steder viser sig en Forøgelse, paa andre en Formindskelse af Lysintensiteten ved Vexelindgrebet. Det er bekjendt, at Sæbebobler, som udblæses tilstrækkelig tynde, spille i meget livlige Farver, og mån vil ofte have havt Lejlighed til at bemærke lignende Fænomener ved andre meget tynde gjennemsigtige Legemer eller Hinder, som meget tynde Glimmerblade, Ridser og Fliser i Glas og Krystaller, tynde Vandlag paa blanke Flader, tynde Lag af flygtige Olier paa Vand, Iltehinder paa anløbet Staal, Nobili’ske Farveringe, osv. Boyle (1663) var den første, som nærmere undersøgte dette, og kort efter viste Hooke, at Farven afhang af Lagets Tyk- kelse , ligesom han ogsaa frembragte regelmæssige Farve- ringe i Luftlaget imellem to Objektivglas, som trykkedes imod hinanden. Den grundigste Undersøgelse skyldes imidlertid Newton. Et Planglas lægges paa en meget svagt krummet Konvex- linse og trykkes derimod, for at der kan tilvejebringes et fuld- stændigt Berøringspunkt imellem de to Glas. Dette Punkt ses nu i tilbagekastet Dagslys sort og omgivet af flere koncentriske farvede Ringe (de Newton’ske Farveringe). Ved enkelt- farvet Lys ses mørke og lyse Ringe. Af disse Ringes Radier p og Linsens Krumningsradius R beregnes tilnærmelsesvis det tilsvarende Luftlags Tykkelse d ved Formlen