Læren om Lyset
Forelæsninger for Officerskolens ældste Klasse

29 punkters Straalekegler. For altsaa at sammenligne en Gjen- stands tilsyneladende Klarhed med dens Billedes, som vi først ville antage virtuelt, kunne vi vilkaarlig tænke os Øjet flyttet hen til et Punkt i den spejlende Flade. Herfra ville nu paa Grund af Loven for Tilbagekastningen Gjenstand og Billede ses med den samme tilsyneladende Størrelse, og hvis den spejlende Flade kaster alt det indfaldende Lys igjen tilbage, saa maa Øjet modtage fra Gjenstand og Billede den samme Belysning, hvoraf følger at deres tilsyneladende Klarhed ogsaa maa være ens. I Virkeligheden tilbagekaste gode Metalspejle neppe mere end | af de indfaldende Straaler, hvorfor deres Billeders tilsyneladende Klarhed ogsaa kun bliver | af Gjen- standenes. Er Billedet reelt, gjælder det samme, men vil man bevise det paa den angivne Maade, maa man tillige tænke sig Lyset i de Straaler, som danne Billedet, sendt tilbage i mod- sat Retning i Straalerne for nemlig at kunne træffe Øjet. De projicerede Billeders Klarhed er altid langt mindre end Gj en stand ens, hvorfor ogsaa denne, naar den ikke er selvlysende, maa være stærkt belyst for at give et tydeligt projiceret Billede. Lysets Brydning (Refraktion). At Lysstraalerne forandre Retning ved Overgangen fra et Legeme til et andet, var allerede bekjendt i Oldtiden, men nærmere Maalinger af denne Brydning synes først at have været foretagne af Araberne og i det 13de Aarhundrede af Vi te II i o. Tycho Brahe fandt, at man maatte indføre en af Lysbrydningen i Atmosfæren af- hængig Korrektion i Stjernernes iagttagne Højde, og endelig fandt Snellius (1621) Brydningsloven, hvis Rigtighed frem- gaar af alle de paa denne Lov støttede Beregningers Overens- stemmelse med Forsøgene. Denne Lov, som dog kun gjælder naar de to Medier, i hvis Skilleflade Lysstraalen brydes, ere gjennemsigtige og isotrope, er følgende: den brudte Straale ligger i Indfaldsplanen, og Forholdet imellem