Læren om Lyset
Forelæsninger for Officerskolens ældste Klasse

altid kunne vælge den brydende Vinkel saaledes, at det gav den samme Afvigelse ar for de under smaa Indfaldsvinkler indfaldende røde Straaler, men da vilde Afvigelsen av for de violette Straaler ogsaa blive den samme. Stilledes altsaa de to Prismer sammen med deres brydende Kanter til modsatte Sider, saa vilde de ikke sprede Farverne, men de vilde heller ikke give nogen Afvigelse. Det i praktisk Henseende vigtige Spørgsmaal, om Mulig- heden af at kunne forandre en Lysstraales Retning uden sam- tidig Adskillelse i Farver, staar saaledes i nær Forbindelse med Spørgsmaalet om, hvorvidt de forskjellige brydende Stoffer have den samme farvespredende Kraft eller ikke. Støttet paa nogle Forsøg troede Newton, at dette var Tilfældet, og det forblev længe den almindelige Antagelse, indtil endelig Dol- lond (1758) ved Forsøg viste, at denne Antagelse var fejlagtig, og hermed var altsaa Opdagelsen gjort af A kro matis men, det vil sige Brydning uden Farvespredning. Af Stoffer med meget forskjellig farvespredende Kraft kunne mærkes Svovlkul- stof (0,1.5), en blyholdig Glassort «Flintglas» (0,07), Crownglas (0,04), atmosfærisk Luft (0,02). Naar altsaa et tyndt Prisme af Crownglas har saa stor en brydende Vinkel, at det giver en næsten dobbelt saa stor Af- vigning som et andet Prisme af Flintglas, saa sprede de Far- verne omtrent lige meget, og sammensættes de til et dobbelt Prisme med de brydende Vinkler modvendte, saa vil Afvigningen blive omtrent ens for alle Farver og omtrent halv saa stor som Afvigningen ved Crownglasprismet alene. Et saadant sammensat Prisme kaldes et akromatisk Prisme. Ved Sammensætningen af Prismer med større brydende Vinkler til et akromatisk Prisme kan det ene Prismes brydende Vinkel bestemmes ved Konstruktion paa følgende Maade. Man beskrive fem Cirkelbuer med Radierne 1, nr, nv, n'r^ n‘v sva- rende henholdsvis til Brydningsforholdene af det tomme Rum eller Luften og af de to Prismer for de røde og violette Straaler.