I. Chr. Petersens Papirhandel 1845-1920

58 pædagog, saa fornægtede hun ikke som Højskolemoder den unge Lærerinde i mine Forældres Hjem paa Vilhelminelyst, som, efter at vi havde forladt Gamle Rustenborg, kom til at danne Rammen om de ti Aar af hendes Lærergerning hos os. Selv om hun hadede al Overfladiskhed i Kundskabsmeddelelsen jeg er f. Ex. overbevist om, at hendes Elever i Sprog her paa Højskolen ikke har faaet Lov til at slippe for den grammatikalske Træning, som var Kærnen i hendes Sprogundervisning —, saa har det været Hovedsagen for hende her ude som i min Skole- stue at fremme den sjælelige Vækst. Hun gav os ikke Lede ved at lære, men hun vakte Trangen i os selv til at søge Kund- skaber der, hvor de tilbød sig. Dette staar jeg i dyb Gæld til hende for«. Som man vil se, har Louis Petersen ikke kunnet finde no- get bedre og mere forstaaende Menneske til at føre de Ideer ud i Livet, som var hans Livs Kongstanke, og som han jo des- værre ved sin for tidlige Død hindredes i selv at føre igennem. Til yderligere Karakteristik af Louis Petersens hele Person og Virke kan man anvende nogle af de Ord, hans Broder, Gros- serer Otto Petersen, udtalte til hans Minde ved Indvielsen af »Folkehøjskolen for unge Handelsmedhjælpere« paa »Købmands- hvile«. De lød: »Min Broder var som Købmand i Besiddelse af en enorm Arbejdskraft og Arbejdslyst; han havde sin Styrke i sit sikre, hastige Overblik og sin Evne til at gribe en Chance; han havde den kloge, klare Mandighed, der hører til for at være rigtig Købmand. Men hvad der særlig gav min Broder sit Præg som Købmand, det var det levende, der var over ham, dette, at han altid var i Kontakt med det stadig hamrende Pulsslag i selve Livet; han bragte Liv og Vækst til alt, hvad han rørte ved. Han var en kraftig Personlighed med en fast og stærk Vilje; naar der skulde skrides til Handling, gik han selv frygtløs frem som den forreste i Rækken; han havde den sjældne Egenskab, at han turde tage et Ansvar paa sig, og han forstod at ildne sine Tropper op til Daad, naar han blæste sit muntre »Avancer« foran Fronten.« Overordentlig karakteristisk for Louis Petersen er ogsaa et lille Digt af ham selv, der lyder: