Sukkerets Historie
En Handels- Og Finanspolitisk Studie

213 gift; c. 80 Mill. Kg. Sukker var »fast Reserve«, til Regeringens Disposition, medens Resten, 420 Mill., skulde eksporteres eller, hvis anvendt i Indlandet, betale dobbelt Afgift. Loven har haft en mægtig Virkning paa Sukkerproduktionen og] delvis da ogsaa paa Sukkerforbruget, om dette end er saare lavt for et sukkerfrembringende Land. Fabrikkerne tjente skønne Dividender: I 1902 var russisk Eksportpris 574 Øre pr. Ctn. (100 eng. 1tt), hvorimod indiansk Pris var satil 2314 Øre eller 4 Gange saa høj, men heraf var 937 Øre Skat. Ifald Kiews Eksportpris svarede til Produktionsomkostningerne (hvad den ikke gjorde, da man eksporterede med Tab) vilde Indlandsprisen af 23 Kr. 14 Øre pr. Ctn. have fordelt sig saaledes: 5 Kr. 74 Øre til Omkost- ning -J- 9 Kr. 37 Øre til Skat -j- 8 Kr. 3 Øre til Profit og Told- beskyttelse. Der er Overenskomst mellem Fabrikkerne om, at de ved Grænsen liggende kan eksportere hele deres Produktion; her- ved spares nogen Fragt. 42. Lov af 1903: En ny Lov af 1903 bibeholder Principerne i Loven af 1895; ikke blot er Maksimumsprisen, den tilladte Mængde Sukker, der til ordinær Skattesats maa sælges paa det indenlandske Marked, og den faste Reserve bestemt af Regeringen, men denne afgør ogsaa baade, hvad der er nyttig og normal Produktion, og de enkelte Fabrikkers normale Kapacitet (der er Gennemsnittet af de tre største Produktioner i Løbet af de sidste 10 Aar); hver Fabrik har Lov at producere indtil il/3 Mill. Kg. Og da Tallene for »normal Produktion« og »normal Kapacitet« er bestemmende for, hvorledes den Del af Forbruget, der ikke dækkes af de »nyt- tige« i1/3 Mill. Kg. pr. Fabrik, skal fordeles over Fabrikkerne, er disses Afsætnings- og Produktionsforhold faktisk statsbestemte. I 1903—04 sattes den officielle Normal-Kapacitet for Ruslands Fabrikker til 72 Mill. Pud, den »nyttige« Produktion til 63 Mill. Pud; men Fabrikkerne producerede 81 Mill. Pud eller 1330 Mill. Kilo; heraf gik c. 800 Mill. Kg. til det indenlandske Marked og lidt over 100 Mill. Kg. henlagdes som »fast Reserve« til Regerin- gens Prisregulering; Resten maatte enten eksporteres eller belægges med dobbelt Afgift. Den nye Ordning giver ikke Fabrikkerne den samme Intesesse i at forcere Eksporten som den tidligere Ordning, hvor Fordelingen af Overskuds-Produktionen ud over 1 Mill. Kg. skete i Forhold til de tre sidste Aars Produktion; følge-