Maskinbogen for Landmænd
Praktisk Vejledning i Maskinbrug m.m.

År: 1919

Forlag: Trykt hos Nielsen & Lydiche (Axel Simmelkiær)

Sted: København

Sider: 437

UDK: 630 Mas TB Gl.

Udgivet paa Foranledning af Udvalget for Afholdelsen af Kursus for Landmænd i Maskinlære

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 500 Forrige Næste
96 Kalken kan opløses og udskilles som krystallinsk Kalk. En Ke- delstensdannelse af en egen Art skyldes Olie, der, hvor man benytter Fortætningsvandet fra Maskinen eller opvarmer Fødevan- det ved at lade en Del af Spildedampen passere dette, let kan føres ind i Kedelen. Navnlig er de ældre Smøreolier fra Dyre- og Planteriget i denne Henseende uheldige, da de spalter sig i Glycerin og Fedtsyrer, der sammen med Kedelstenen danner en svampet, osteagtig Masse, hvis Varmemodstand er endnu større end den almindelige Kedelsten. Kedelstensdannelsen nedsætter Kedelens Økonomi, og man kan løseligt regne, at der forbruges 5 % mere Kul for hver m/m Tykkelse, Kedelstenen har. Dertil kommer, at Kedelmaterialet unddrages for Kedelvandets kølende Virkning og derfor dels tæres, og, naar Laget er tykt, godt kan ophedes saa stærkt, at det giver efter for Kedeltrykket, hvorved man faar en Udbulning af Kedelskallen, der under ugunstige Forhold lejlighedsvis kan medføre en Kedelsprængning. Man maa derfor, saa vidt gørligt, sørge for at undgaa Kedelstensdannelse, og, hvis den ikke kan undgaas, da fra Tid til anden fjerne Kedelstenen. Det, der holder største Delen af Kedelstenen opløst i Føde- vandet, er den tilstedeværende Kulsyre; kan denne fjernes, vil man i mange Tilfælde kunne indskrænke Kedelstensdannelsen betydeligt. Dette sker ganske naturligt, hvor Vandet i længere Tid bliver udsat for Luften, idet Kulsyren da damper bort, Kal- ken bundfældes og Vandet bliver „blødt". Man maa derfor altid sørge for at benytte Overfladevand fra Søer og Aaer og undgaa Brøndvand og Kildevand. Dernæst maa man benytte sig af, at Kedelstenen til en Begyndelse er ret løs og derfor, da det er tungere end Vand, har Tilbøjelighed til at samle sig i den dy- beste Del af Kedelen, navnlig naar Kedelvandet under en Hvile- periode er kommet i Ro. Dette sker ved, at man, hver Gang at Kedelen har staaet nogen Tid hen og skal benyttes igen, ud- blæser Bundvandet. Under Kedelens normale Drift sørger man derfor for, før hver Standsning at have en nogenlunde høj Vand- stand, saaledes at man uden Fare for at komme til at mangle Vand næste Gang, man kommer i Gang, først kan blæse Bund- vandet ud. Trods al Omhu vil der i Tidernes Løb afsætte sig et stedse tykkere Lag Kedelsten paa Rør og Plader og Økonomien vil i tilsvarende Grad blive daarligere og Faren for Kedelhavari større, Dette uheldige Forhold har medført, at man ved større sta- tionære Anlæg foruden den periodiske mekaniske Rensning af Kedelen ogsaa har indført en kemisk Rensning af Fødevandet, ved at tilsætte Soda og Kalk, hvorved de opløste Salte udfældes og lader sig frafiltrere. En tilsvarende Rensning af Fødevandet til Lokomobiler lader sig derimod vanselig gennemføre, da Appa- raterne hertil vilde blive for store og kostbare..